Musikblog

Vi graver. Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog fremover en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt. 

The Gun Club: Fire of Love (1981)

I februar i år kom hyldesten The Jeffrey Lee Pierce Project. We Are Only Riders, hvor en række musikere som Nick Cave, Raveonettes, Debbie ’Blondie’ Harry og Mark Lanegan fortolkede Jeffrey Lee Pierce-sange. Selv døde manden allerede i 1996 efter et kort liv præget af misbrug. Levede Pierce således et ufokuseret liv, er der til gengæld en utrolig klarhed over langt det meste af den produktion som han efterlod sig. De 4 første Gun Club-plader er alle af høj klasse; den første, Fire of Love, er et decideret mesterværk. Den lange liste af disciple indbefatter folk som Pixies, Henry Rollins, 16 Horsepower, R.E.M. og White Stripes, og pladens betydning er i det hele taget ganske betragtelig. Det er sikkert unødvendigt at tilføje, at Gun Club aldrig kom i nærheden af kommerciel succes i deres levetid.

På Fire of Love blander gruppen den cocktail, der skulle blive dens varemærke: rock, country, punk og blues á la Robert Johnson. Sangene, der bærer titler som Ghost on the Highway, Fire Spirit og She’s Like Heroin to Me afvikles for det meste i et afsindigt tempo med trommer, bas, guitar, slide og en Jeffrey Lee, der lyder som om han har den onde i hælene eller måske allerede er blevet indhentet. Teksterne er lige dele besættelse, kærlighed, voodoo, sex og desperation, og det er omtrent så rock’n’roll, som det overhovedet kan blive. Gun Club var tyngde og ren og skær nødvendighed, og Fire of Love er helt uomgængelig. Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce, som svenskeren Joakim Thåström engang formulerede det, og han havde jo ret. Husk det!

Andre anbefalelsesværdige:
The Gun Club: Miami (Animal Records, 1982)
The Gun Club: Las Vegas Story (Animal Records, 1984)
The Jeffrey Lee Pierce Project. We are Only Riders (Glitterhouse, 2010)
Lån cd’erne via bibliotek.dk

Nick Cave & Warren Ellis - White Lunar (2009)

Til tider kan man godt have det sådan med soundtracks-albums, at musikken lyder mærkværdig løsrevet fra sammenhængen, når den pludselig skal fungere alene, uden billedernes magi. Undtagelserne kunne være Morricones lydspor til Leones spaghetti-westerns (A Fistful of Dollars, The Good, the Bad and the Ugly m.fl.) eller Angelo Badalamentis musik til David Lynchs film (Mulholland Drive m.fl.). Her er der ingen problemer med at opstarte det indre billed-flow og se henholdsvis svedige gunslingere i knastørre landskaber eller et moderne film noir-drama for det indre blik.

Sådan har jeg det heldigvis også med den samling soundtracks som Warren Ellis og Nick Cave har lavet sammen til store og små film i snart en lille årrække. Ellis’ og Cave’s filmmusik er samlet på dobbelt-CD’en White Lunar. Jeg må med det samme tilstå, at jeg kun har set den første i rækken af disse film, The Proposition (2005) som Cave også skrev manuskriptet til. Denne film var en slags western henlagt til Australiens ødemark i 1800-tallet, og her passede Ellis’ og Caves tidløse musik perfekt til den brutale handling og billederne af den storslåede, australske natur.

Siden har parret lavet musik til endnu et par storfilm, The Assassination of Jesse James (med Brad Pitt) og The Road (med Viggo Mortensen), hvor man ikke har svært ved at forestille sig, hverken storslåede landskaber eller mørk psykologi, når man hører musikken. Der er noget hjemsøgt og snigende over musikken, der har rod i country, blues og folk, og selv om det er enkelt skruet sammen, kan musikken pludselig åbne sig ganske voldsomt og fortælle om dramaer i episke landskaber.

På anden del af denne dobbelt-CD finder man de kompositioner som Ellis og Cave har produceret til et par dokumentarfilm. Her er musikken mere eksperimenterende selv om udgangspunktet – den tidløse country-folk – er det samme. Filmene, Phnom Penh (om prostitution) og The English Surgeon (om kirurgi og frustrationer i Ukraine!), kalder næppe på samme musikalske schwung som stor-filmene, og man må tro, at Ellis’ og Caves rugende og foruroligende musik understøtter emnerne glimrende.

Ellis’ og Caves musik er drama med tilbageholdt åndedræt, smukt og urovækkende på samme tid. Og derfor en anbefaling værd.

Reservér White Lunar

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

Earth dukkede op på Seattle-scenen i slutningen af 80’erne. De var en del af kredsen omkring Nirvana og delte interessen for tung, eksperimenterende metal med især et band som Melvins. Earth udsendte en række plader op igennem 90’erne, der blev milepæle indenfor den såkaldte doom drone-rock, der er karakteristisk ved sine lange numre og repetitive og minimalistiske strukturer. Retningen tæller også et navn som Sun O))). I 1996 måtte den altdominerende frontfigur, Dylan Carlson, imidlertid sætte bandet på pause på ubestemt tid pga. stofmisbrug og andre personlige problemer.

Da bandet udgav Hex; Or Printing in the Infernal Method i 2005 var det med en markant anderledes lyd. Ikke bare var der nu kommet trommer, men også banjo, trombone, orgel og pedal steel-guitar på bandets musik, der nu lød som country & western, som den aldrig har været spillet før: truende, mørk, forvrænget, majestætisk og langsom. Hex var inspireret af både William Blake og myter fra nybygger-tiden, og det kunne høres.

The Bees Made Honey In The Lion’s Skull (2008) forsætter takterne fra Hex og lyder som et møde mellem Ennio Morricone og den mest slæbende, mørke rock-musik i mands minde. Bandet formår med få virkemidler at skabe et fantastisk rum i deres musik, godt hjulpet på vej af en produktion, hvor instrumenterne står så klare, at hvert et anslag kan høres. Glem alt om gimmicks og guitar-blær her. Earth er dyrkelsen af pauserne i musikken, af en lyd der har været, og som sådan voldsomt melankolsk. Det er mørkt, det er super tungt og det er kontrolleret desperation, og ikke mindst er det længselsfuldt. Og på en hver måde løsrevet al tale om genre.

Titlen har man lånt fra Biblen, hvor den overjordisk stærke Samson noterer sig, at en flok bier har bygget bo i kraniet på den løve, som han tidligere har flået fra hinanden med de bare næver. Sådan er Earth også.

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull er desværre ikke tilgængelig gennem danske biblioteker eller via BibZoom. Hør flere numre fra udgivelsen på bandets MySpace-profil.

Der er mange sagkyndige, der betragter William S. Burroughs som den vigtigste forfatter i det 20. århundrede. Det mærkelige med Burroughs er, at selv om de færreste har læst ham, er han alligevel grundigt inkorporeret i vores bevidsthed. For udover at han i sine bøger afrapporterede tilbage fra helvede om magt, paranoia, afhængighed og kontrol, gjorde han sig også til fortaler for en tyveknægte-strategi, der så stort på forhold som ophavsret, kopiering, originalitet, etc. Stjæl alt hvad du ser, sagde Burroughs, mens han betragtede den samlede litteratur (+ tegneserier, avistekster, lydoptagelser, etc.) som et kæmpe tagselvbord, der kunne genbruges og indskrives i egne værker, indtil ingen kunne sige, hvad der var hvad.

Den teknik som Burroughs opfandt til formålet, kaldte han cut-up, og denne nedsmeltning af genrer foregik lige så gerne på båndoptagere som på skrift. Faktisk en forløber for den elektroniske revolution, som vi i dag kalder for sampling, og som vi betragter som noget helt naturligt. Nogle af dem, der senere stjal fra Burroughs, var selvfølgelig hip hopperne, og derfor må Burroughs’ samarbejde med de opfindsomme drenge i The Disposable Heroes siges at være helt logisk. Historien tilhører dem som kan bruge den, og Disposable Heroes tager øjeblikket i besiddelse ved at hugge stumper fra musikhistorien og sætte den sammen på ny i en syret, funky, og gadesmart collage. Musik for en ny beat-generation, kunne man kalde det. Burroughs reciterer henover dette boblende jazz-beat med en stemme så drævende som en aldrende cowboy i en toneleje så fladt, som den prærie Burroughs oprindelig stammede fra. Teksterne er en slags greatest hits fra mandens litterære bagkatalog, fra det groteske til det sorte. Det meste af tiden med tungen i kinden og vildt humoristisk: Dr. Benway Operates om den hårdkogte kirurg, der opererer v.h.a. rustne sardindåser, hvis han da ikke lige fjerner svulster med tænderne, Junky’s Christmas om narkoverdenens barmhjertige samaritaner, og ikke mindst gode råd til ungdommen i Words of Advice for Young People. Language is a virus from outer space, siger Burroughs. Lad det glade budskab sprede sig!

Lån Spare Ass Annie and Other Tales via bibliotek.dk

Drifting to a happy place (2010)

I sommer var jeg som sædvanlig med familien i vores gamle hjemby, Aalborg. Byen var ramt af den store sejlskibsfestival, Tall Ship Race, og der var glade dage, godt vejr, mange mennesker og gratis koncerter med bands som Figurines, Oh No Ono, Analogik og talrige andre. En smuk aften var One-Eyed Mule på plakaten og skulle spille en friluftskoncert på havnen. Jeg vidste ikke helt præcist hvor, men bevægede mig i retning af lyden, hvoraf jeg kun kunne høre trommer og bas. ”Utrolig masse mennesker, som det ganske lille orkester kan trække”, nåede jeg lige at tænke, før jeg kunne skimte Sebastian (ja, den Sebastian!) og band oppe på en scene. Nå, hurtigt videre og rundt om hjørnet. Og dér – som forventet – One-Eyed Mule på en blokvogn foran de sædvanlige 100 publikummer. Bandet udstrålede, ligesom deres plader, en sjov blanding af afslappet ro og stram indædthed og skabte faktisk et perfekt soundtrack til det flotte scenarie med den nedgående sol bag de gamle skibes høje master. Efter koncerten var det tid til en lille snak med forsanger, Rasmus Dall, der også var mand for et bagagerumssalg af Drifting to a Happy Place. Og så var det bare hjemad på bælgmørke, men heldigvis ædruelige, grusstier med vinylskiven på cyklens bagagebærer.

Kvartetten One-Eyed Mule forsøger på Drifting to a Happy Place at udfordre den americana-genre, som de efterhånden må have følt som et snærende bånd. Det gør de paradoksalt nok med genretypiske instrumenter som guitar, gulvbas, banjo, sav og pumpeorgel. Og hvis revolutionen udebliver, må man dog sige at One-Eyed Mule formår at strække genren en anelse ved at også at bruge inspirationen fra Velvet Underground, blues, kraut-rock og rock’n’roll. Tidligere har 16 Horsepower/Woven Hand-indflydelsen været til at høre – den er man kommet ud over her. Måske er det indspilningsforholdene – en hytte langt inde i et snedækket Sverige – der har gjort sit. For generelt må man sige, at albummet er en mere afdæmpet affære end den voldsomt gode forgænger, From The Beats To The Bible.

Kan pladen i starten virke en smule skuffende, vokser den dog ved gentagne lyt. Til sidst har man en ven, der ikke trænger sig på, men som kender sin besøgstid. Skulle man nævne et par favoritter, kunne det være den tyste September Sigh, tusmørke-sangen Lullaby For Louie og den svagt jazzede og twangede Nico’s Arabesque om Marilyn, Madonna og Nico. Drifting to a Happy Place er et lille mirakel af sangskrivning og fine stemninger, og en påmindelse om at de gode ting nogle gange tager tid.

Lån Drifting to a Happy Place på NæstvedBibliotekerne

Andre anbefalelsesværdige udgivelser med gruppen:
From the Beats to the Bible (2008) – Bestil på Bibliotek.dk
Hobo in the Land of Love (2006) – Bestil på Bibliotek.dk

Lån som cd

Lån som download på bibzoom.dk

Grinderman 2 (2010)

Da den første plade under Grinderman-flaget landede i 2007, var der mange der kunne se paralleller til både Iggy & the Stooges og Nick Caves første gruppe, The Birthday Party. Grinderman var nu ikke helt så langt ude på kanten som de grupper, men vildt og voldsomt var det.

Nu foreligger så gruppens opfølger, meget opfindsomt kaldet Grinderman 2. Og også denne gang med dyremotiv på coveret – dog ikke en gentagelse af etterens masturberende abe – men i stedet en ulv med blottede tænder lige midt i en moderigtig stues pænhed. Et velvalgt billede for så vidt, fordi Grinderman er lidt af et nakkebørsterejst rovdyr blandt musikscenens efterhånden alt for udbredte drøvtyggende konformitet. Gruppens noble mål er at have præcist det udtryk, man har lyst til uden smålig skelen til den kommercielle side af sagen. Det må man sige lykkes. Og egentlig er denne toer nok mere ekstrem end både Grinderman 1 og det, som Nick Cave laver i Bad Seeds-regi for tiden.

Der tages generelt flere chancer her. Til tider tungt støjende som et psykedelisk garageband på besøg i voodoo-land, andre gange decideret smukt, som i den yderst minimalistiske What I Know. Helt sublimt bliver det i numrene Palace of Montezuma og Worm Tamer, der besøger et musikalsk terræn, hvor hverken Grinderman eller Nick Cave & the Bad Seeds har været før. Worm Tamer er med Caves egne ord simpelthen et af de mest ekstraordinære numre, han nogensinde har været involveret i. Ikke så lidt for en mand, der vel efterhånden må have skrevet og indspillet flere hundrede sange.

De lyttere, der forventer klassisk Nick Cave-sangskrivning á la The Boatman’s Call behøver ikke at abonnere denne gang. Vi andre kan glæde os over en tour de force ind i hjertets søle, hvor sindssyge og kærlighed er to uadskillelige størrelse. Hvor der er ligeså meget kraut-rock, som der er blues, og hvor de sort-humoristiske tekster står i kø for at komme frem. Stedet hvor forvrænger-pedalen aldrig hviler sig, og mænd på 50+ nægter at overgive sig. Fanden heller!

Hent og hør Grinderman 2 på BibZoom

Reservér Grinderman 2 på NæstvedBibliotekerne

Hope Sandoval - Through the Devil Softly (2009)

Man kan ikke ligefrem påstå, at Hope Sandoval har ild i røven med hensyn til at sende sin musik i cirkulation. Medregnet de ting hun lavede med Mazzy Star, er det nemlig kun blevet til fem udgivelser på 20 år ( + en smule gæsteoptræden med bl.a. Air, Massive Attack, Chemical Brothers og The Jesus and Mary Chain). Mazzy Stars tre plader fremstår i dag som små perler med deres folkede, indadvendte og Velvet Underground-inspirerede rockmusik. Især debuten, She Hangs Brightly, fra 1990 kan varmt anbefales og lyder frisk den dag i dag. Den gruppe stoppede i 1996, men først i 2001 var der godt nydt for fans af den lille sangerinde, idet pladen Bavarian Fruit Bread udsendtes i Sandovals eget navn. Denne plade var næsten endnu mere stille og tilbagelænet end selv Mazzy Star havde været. Sandoval udgjorde sammen med den tidligere My Bloody Valentine-musiker, Colm Ó Ciosóig, kernen i projektet, og selv om udgangspunktet stadig var folk, havde man tydeligvis også ladet sig inspirere af dub-musik. Ofte stod musikken og ekkoede frem og tilbage, og som lytter var det ikke svært at lade sig føre med på de lydlige bølgeskvulp.

Nu foreligger så – endelig – opfølgeren Through the Devil Softly. At anmelde Hope Sandovals forskellige musikalske udfoldelser er lidt som at anmelde en julegudstjeneste: Der er ikke den helt store variation fra gang til gang. Det er stadigvæk Sandoval og Ó Ciosóig, der står for langt det meste – de har sammen skrevet hovedparten af sangene og spiller de fleste instrumenter. Også denne gang suppleret af en mindre hær af musikere. Vægten er stadig lagt på det akustiske; guitar, mundharpe, banjo, trommer og tangenter akkompagnerer Sandoval, der endnu engang har følelserne helt uden på tøjet. Flere numre mimer i strukturen halvtredser-poppen, og det er omtrent så hyggeligt som en David Lynch-film. Nummeret Trouble er så sammenbidt som gruppen nogensinde bliver med sin flænsede lyd, huggende guitar og desperate vokal; “the trouble with trouble is…”

Lyden af The Warm Inventions er lyden af god tid. Jeg tror faktisk ens puls falder i selskab med denne musik. Og selv om der kredses om længsel og tab, forfalder man ikke til det sentimentale. Hope Sandoval & Co. er udover den slags. Der er sikkert dem, der vil påstå, at gruppens musik er tæt på eskapisme med sin tilsyneladende ubegrænsede insisteren på retten til at vende verden ryggen. Men faktisk mener jeg, at der er tale om det modsatte, fordi man inviteres ind i en verden, hvor der er plads til lytteren, og hvor det at ånde i takt til musikken er nok. Anbefales varmt.

Hør Hope Sandoval på BibZoom

Bestil Hope Sandoval på Bibliotek.dk