Forfatterarkiv

Årets bedste plader og sange - del 3

28. januar 2009 skrevet af: Allan

Jeg har været så eksklusiv at jeg har snævret årets bedste plader 2008 ned til 2 udgivelser. Det ville have været 3, men Mads, min medblogger, har allerede nævnt Henrik Halls “suk, chok og koma”, som ellers også ville have været med.

De 2 plader jeg nævner har så, til gengæld, også været hæftigt spillet:

Bloc Party: Intimacy
En helt og aldeles fremragende plade, der som rigtig gode plader først åbner sig efter et par gennemlytninger. Pladen er “the break-up” album, ikke at bandet går i opløsning. Men en plade med sange om forhold, der går i stykker, tårevædede nætter, og lange gåture om natten i støvregn. Klynkerock på den fede måde, der går lige i hjertekulen.

The Killers: Day and age
Bloc partys diametrale modsætning. Et forfærdeligt rodet album, men stadig fantastisk. Singlen “Human” er allerede et hit, og der er helt sikkert et par singler mere. albummet er fantastisk på den måde at de virkelige forstår at dyrke klicheerne, et godt eksempel på det er nummert “Joyride”, der får en til at tænke på både Modern Talking og jingler til reklamer for Copacabana.

Ellers er det disse to sange, der er blevet råspillet:

Maskinen - Alla som inte dansar är våldtäktsmän
Svensk elektro hip hop med tvivlsomme tekster, men djævlesk iørefaldende

Polarkreis 18 - Allein Alene Nephew remix.
Man skulle tro det ikke kunne lade sig gøre, at blande dansk og tysk og få det til at lyde godt, men Simon Kwam kan, og så er han sjov samtidig, det er lige før man bliver misundelig.

Ellers er jeg spændt på hvad 2009 kan byde på af musikalske lækkerbiskener…

Farvel til Grammofonen

2. september 2008 skrevet af: Allan

Jeg er ked af at skulle sige det, efter at Thomas har prøvet at give kunstigt åndedræt til grammofonen: Men den er død.

Selvom salget af vinyl er steget skal det ses i sammenligning at Avril Lavigne “Girlfriend” blev downloadet 7,3 million gange, lovligt vel at mærke, og at der i 2007 blev downloadet over 1,7 milliarder musiknummere.

Så derfor er vinylsalget kun en dråbe i havet. At man ser pladespillere i tilbudsaviserne er nok mere et forsøg fra supermarkederene på at komme i lommerne på de stakkels sjæle, der er brændt inde med flere hyldemeter kikset hippiemusik. Slagtilbuddene på billige kinesiske pladespillere appelerer til fædre, der ser det som en oplagt mulighed for at få skolet deres internetfikserede afkom med fortidens toner; stakkels børn siger jeg bare.

Grammonfon lever selvfølgelig videre i disse individer, mere som et historisk vingesus fra ungdommen, end en egentlig spiller på det globale musikmarked. Jeg får måske samme nostalgiske trip, når der bliver solgt cd-afspillere om 10 år, og generationen efter mig får det nok på samme måde, når der bliver genudgivet den første Ipod om 20 år.

Open up my eyes and let me see the beauty of the dark

4. juni 2008 skrevet af: Allan

Overskriften på blogindlægget er noget af teksten fra Mads Langers sang “Killer”, en sang der forhåbentligt kommer med på hans kommende album.

Titlen er meget sigende for pre-SPOT koncerten i går på Næstved Hovedbibliotek. For alle tre kunstnere: Susanna, Ingrid Olava og Mads Langer er foremme repræsentanter for den mørke og melodiske musik, men på hver sin måde.

billede-007.jpg

Koncerten startede med Susanna, hvis stemme må siges at være i særklasse.  Når hun synger lægger man næsten ikke mærke til at der også er klaver. Da en af hendes sange var færdig var der fuldstændig stille, indtil folk klappede, noget der sjældent sker på et travlt bibliotek.
http://www.myspace.com/susannasonata

billede-010.jpg

Derefter gik turen til Ingrid Olava, der allerede her på biblioteket har fået en lille fanskare. Hendes sang “Back to love” hører også til en af mine favoritter for tiden. Hendes stemme minder en del om Fiona Apples. Så hvis du er til Fiona Apple, skal du helt klart høre Ingrid Olava, der også har den dér snert af skrøbelighed i hendes ellers kraftfulde stemme. Udover at give nogle afdæmpede verisioner af hendes egne sange, sneg der sig også et cover af Bob Dylans “Don’t think twice, It’s All right” ind.
http://www.myspace.com/ingridolava

billede-014.jpg

Sidste mand var danske Mads Langer, som i den grad forbavsede mig.  Hans album “Attention please” var ok, men gjorde ikke synderligt indtryk. Men det må jeg sige, at hans nye sange gjorde. Jeg har selvfølgelig glemt hvad sangene hed. Men den første sang han spillede, den han spillede på klaver, og “Killer” hvor indlæggets titel er taget fra, tegner godt for hans kommende album.
http://www.myspace.com/madslanger

Alt i alt en fornøjelig lille musikalsk rejse, hvor man fik øjnene op for mørket. Jeg kan kun anbefale at høre de tre kunstnere, hvis du har mulighed for det.

Smid gerne en kommentar hvis du er enig eller uenig

Se alle billederne fra Pre-SPOT koncerten her

Er du fan af Næstved bibliotek på Facebook, vil du også kunne se filmklip fra koncerten

Det skal du se på Roskilde! Del 2

9. maj 2008 skrevet af: Allan

Roskilde Festival 2008 

Efter Mads har anbefalet hvad han synes man skal se, er det nu min tur til at komme med anbefalinger.

Neil Young
Rust sover aldrig. Man skal unde sig selv at se Neil Young, hvert år på Roskilde er der et af rockens koryfærer som man bare skal se. Tidligere har det været Bob Dylan, Roger Waters, Brian Wilson. Neil Young har haft en omtumlet karriere og har også udgivet et par meget spøjse plader i starten af firserne, hvor der var godt med vocoder og syrede tekster. Men det på trods er han altid god for en gammeldaws rock koncert.

Danske bands
Flere gode danske navne har fundet vej til roskilde plakaten. VETO har jeg oplevet før på Roskilde, det var en intens oplevelse selvom de spillede om ret tidligt på dagen, håber de får lov at spille om aftenen. Henrik Hall der tidligere havde sin gang i Loveshop er også et must. Alphabeat tror jeg også kan sparke en fest igang. Men ellers vil jeg opfordre til at høre et hvilken som helst dansk band, det er som de lige opper sig lidt mere når de står på scenen i Roskilde.

Noget elektronisk
På et eller andet tidspunkt begynder lejerkulleren at melde sig, så er det godt med noget elektronisk musik til at få danset støvet/mudderet af kroppen og få et par solide mavepumpere af bassen. I år skal man helt sikert unde sig Chemical brothers og Fedde le Grand. Gnarls Barkley kan gå begge veje, det kan blive enormt fedt men de kan også drukne i en alt for stor scene.

Jävla Svenska!
Vort svenske broderfolk er også godt repræsenteret. Her kan Lykke Li, Familjen, Säkert! og José González anbefales. Så få fat i et par Pripps, lad håret i nakken gro, find en tilpas selvglad/tumpet grimasse og straks er du en del af flokken af svenskere der udbryder:”Fy Fan, det danska öl er starkt!”

Husk! De største oplevelse er ikke altid dem på orange. Enig eller uenig? smid en kommentar.

Håkan er tilbage

15. april 2008 skrevet af: Allan

I et tidligere blogindlæg, lavede jeg en anbefaling af Manic Street Preachers albumet “Send the tigers”, fordi de endelig havde taget sig sammen til at lave et en god plade igen.

På samme måde har jeg det med Håkan Hellströms nye plade “För sent för Edelweiss”. Jeg var meget begejstret for hans to første plader: “Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg” og “Det Är Så Jag Säger Det“. Her var der smæk på melodierne og man kunne skråle med på næsten alle sangene, og jeg mener skråle, for sang kan man næsten ikke kalde det. Hellström skråler af hele sit hjerte, og det lyder fantastisk.

På de næste to plader “Ett Kolikbarns Bekännelser” og “Nåt Gammalt, Nåt Nytt, Nåt Lånat, Nåt Blått”, var den mere dybsindige, eftertænksome og mørke side fremherskende. Sange var egentlig gode nok, men man kunne ikke andet end savne de mere livsglade og lette numre.
Men det har måske været en renselsesproces, for på den nye plade er noget at ungdommens vildskab tilbage.

Hvordan beskriver man så de nye numre? Hmm… Lige dele: Emil fra Lønneberg, Bruce Springsteen og powerpunk, blandes med sommer, fest og fællessang. Til sidst afrundes med et skvæt glæde og gøgl.
Håber det giver lidt mening, ellers kan jeg klart anbefale at opleve Håkan Hellström live. Til koncerterne under hans første plader stod den på matrostøj og sæbebobler. Matrostøjet er lagt på hylden men han er stadig god for en habil fest.

Håkan Hellström spiller på Pumphuset Torsdag d 17.April, men der er desværre allerede udsolgt, men mon ikke han slår vejen forbi Danmark igen?

Musikbiografier

4. april 2008 skrevet af: Allan

Som noget nyt her på bloggen vil vi nu også begynde at anbefale musikbiografier.
Musikbiografier er en genre som er blomsteret op i den senere tid. Her på det seneste er der kommet en del gode musikbiografier, men der er også ældre som fortjener et par gode ord med på vejen. Den jeg anbefaler i denne uge er af ældre karakter men den hører absolut til en af mine favoritter.

Bogen det drejer sig om er :”The Dirt -Confessions of the World’s Most Notorious Rock Band”. En biografi om det berygtede band Mötley Crüe. Mötley crüe er langt fra et godt metal band, men hvad de mangler i talent og gode sange, har de heldigvis i galskab og rock’n'roll livsstil.
Trommeslageren Tommy Lee er notorisk berømt for hans evne til at nedlægge fotomodeller, og at spille trommer på hovedet! Tommy Lee kender du fra det berømte sexbånd med Pamela Anderson, men ellers tror jeg at de fleste af medlemmerne i bandet har et grumset sexklip liggende et eller andet sted på nettet.

Bogen er en rejse ind i en verden hvor sex, alkohol, stoffer og drama næsten overskyggede musikken. Sjovt er det også at læse om alle de andre musikere som har festet med Mötley Crüe. De vilde historierne om Ozzy Osbourne giver større forståelse for at Ozzy på hans ældre dage mest af alt minder om en lettere tilbagestående zombie uden korttidshukommelse.

Bogen er skrevet med hjælp af Neil Strauss, som har hjulpet mange musikkere med deres biografier (mere om det i et senere blogindlæg). Strauss seneste er værk er “Spillet - scorekunstnernes hemmelige verden set indefra” Der også er en helt fantastisk bog.

Det rygtes at bogen filmatiseres, med Bl.a Val Kilmer og Christopher Walken i nogle af rollerne. Det kan kun blive spændende.

Hermed en varm anbefaling af “The Dirt” læs den og bliv både fascineret og afskrækket af det søde rock’n'roll liv. Smid en kommentar hvis du også har læst den eller vil give den et par ord med på vejen.

Den onde X-faktor

14. marts 2008 skrevet af: Allan

Indrømmet, jeg ser X-faktor, sammen med over 1 million andre mennesker. Mest for at høre Blachmans rablende reaktioner på deltagernes musik, men også fordi det bare er noget man skal se for at kunne deltage i samtaler mandag morgen.

Men det er også med en vis skepsis jeg ser det. For jeg kan ikke andet end være bekymret for vedkommende som vinder showet. Dansk Musiker Forbund har allerede udtrykt en sønderlemmende kritik af den kontrakt som x-faktor deltagerne skal underskrive. Kritikken går på at deltagerne skal stå til rådighed i en lang periode, vel og mærke uden kompensation. Desuden bindes vinderen til et ikke specificeret pladeselskab på vilkår som ikke kendes, men som man på forhånd har indvilliget i. Alt i alt en meget dårlig aftale.

En anden ting der også får advarselslamperne til at blinke, er det faktum at ingen af vinderne af tidligere talentkonkurrencer har formået at slå igennem. Hvem husker vinderne af “Stjerne for en aften”? “Popstars” ? og “Idols”? (Læs svaret nederst).
  Måske har det noget at gøre med at vindernes plader altid bliver produceret i en frygtelig hast for at udnytte den opmærksomhed der har været omkring konkurrencen, og resultatet bliver tit derefter.
Oftest er det folk der blot har deltaget der slår igennem, som fx. Alex og Julie.
  Men det kan være jeg tager fejl. I England hærger Leona Lewis hitlisterne, hun vandt den Englelske udgave af X-faktor.  

Hvad mener du?

“Stjerne for en aften” vindere: Gudrun Jacobsen,  Jacob AndersenGunnar Mikkelsen
“Popstars” vindere: EyeQ, Jon, Maria Lucia
“Idols” vindere: Sæson 1: Christian Mendoza Sæson 2: Rikke Emma Niebuhr (blev snydt for pladekontrakt)

Nikolaj Wolf live i ulvetimen

27. februar 2008 skrevet af: Allan

 
På en regnvåd torsdag eftermiddag fik Næstved bibliotek besøg af musikeren Nikolaj Wolf. Wolf havde medbragt en mindre maskinpark af lækre instrumenter som alle blev brugt for at skabe den stemningsfulde musik der gjorde at man kunne holde den ellers så triste torsdag ud.

Wolfs musik er ikke ligefrem “Glad i låget Ibiza rave” men stemningfuld elektronisk musik, med et snert af melankoli. Man skulle tro at det var noget der kunne få en til at falde dybere ned i tungsindet, men det var ikke tilfældet.
Jeg er specielt vild med de “klangflader” eller det bagved liggende tapet af beats og samplinger der er i Wolfs numre. Derudover er jeg tosset med musikere der bruger “rigtige” instrumenter, Wolf havde blandt andet en gammel synthesizer med der skulle stemmes. Der var heller ikke en Mac i syne, som ellers plejer at være standarden med elektroniske koncerter.

Ene mand spillede Nikolaj Wolf biblioteket op, og de der overværede koncerten gik derfra en oplevelse rigere. Det var i hvertfald hvad de sagde bagefter.

Har du ikke hørt Nikolaj Wolfs musik endnu kan du gøre det på hans hjemmeside www.nikolajwolf.dk eller på hans myspace side www.myspace.com/nikolajwolf

her kan du se billeder fra koncerten

Spoken Word

8. februar 2008 skrevet af: Allan

 

Det sker med jævne mellemrum at spoken word får en renæssance. Det sker som regel ved at et eller andet kvikt hoved taler henover lækre beats, med et eller andet dybere budskab og giver råd og tips om hvordan livet hænger sammen eller leves. Jeg har altid været voldsomt fascineret af dette fænomen, specielt fordi at resultatet tit er rigtig godt og lidt provokerende.

Første gang jeg fik fik interesse for fænomentet var med “Everybody’s Free to Wear Sunscreeen” af filminstruktøren Baz Luhrmann. Hvor man henover ibiza chill-out og bølgeskvulp fik hints om forskellige facts i livet. Den blev et stort hit, og der blev bl.a. lavet en parodi af komikeren Chris Rock kaldet: “No sex (in the champagne room)”  hvor man får facts fra gadeplan, som er knap så højtsvævende.

Senere kom så Aqua-Sørens Lazyboyprojektet. Hvor hele pladen var spækket med “Facts of life” og hvor det blev slået fast at undertøj ikke skal være uden på tøjet: “Underwear goes inside the pants”. En kendsgerning der kunne ha’ sparet mig for mange pinlige episoder, hvis jeg havde vidst det før ;-)

Sidste nye skud på stammen er Dan Le Sac Vs Scroobius Pips “Thou Shall Always Kill”. Et nummer jeg råspiller for tiden.
I “Thou Shall Always Kill” er det popkultur og hype der står for skud og man bliver opfordret til at tænke selvstændigt en gang imellem.
Dan Le Sac Vs Scroobius Pip kommer vi nok til at høre mere til da de laver ret god UK garage i stil med The Streets og Jamie T.

Har du Spoken Word numre som også bør nævnes så smid en kommentar!

Supergrupper

4. januar 2008 skrevet af: Allan

Original Superman logo 

 

 

Da jeg læste overskrifterne på Gaffas hjemmeside faldt jeg over følgende nyhed:
Supergruppe gav nytårskoncert
En nyhed om at trommeslageren Ringo Starr og guitaristerne Eric Clapton og Pete Townsend nytårsaften har givet en koncert til fordel for velgørenhed.

Det fik mig til at tænke over hvordan en supergruppe ellers kunne se ud. Jeg har selv haft fornøjelsen af at se “supergrupperne” Velvet Revolver (medlemmer fra Stone temple pilots og Guns’n'roses) og Audioslave (Rage Against the Machine og Soundgarden) live, og det var en kæmpe oplevelse. Men hvad nu hvis man selv kunne vælge?….

Hvis vi nu siger at det kun må være nulevende kunstnere, så kunne et bud være denne gruppe:

Trommer: Dave Grohl fra Foo fighters og Nirvana
Guitar: John Frusciante fra Red hot chili peppers
Bas: Les Claypool fra Primus
Vokal: Anthony Hegarty fra Anthony and the Johnsons

Jeg ved ikke hvad musik de skulle spille, men det ville nok være ret mystisk

Hvis det skulle være et band hvor jeg tror musikken kunne være ret god, så skulle bandet se sådan ud:

Trommer: Lars Ulrich fra Metallica
Guitar: Tom Morello fra Rage Against The Machine
Bas: Justin Chancellor fra Tool
Vokal: Trent Reznor fra Nine Inch Nails
Turntables og sampling: Anders Trentemøller fra Trentemøller 

Hvad er dit bud?