Arkiv for kategorien ‘1000Fryd’

Folkelig og intelligent dansk dancehall

31. maj 2012 skrevet af: Thomas Damholt

Måske har du allerede på fx P3 hørt sangen Rundt af Raske Penge og Klumben. Omkvædet lyder: ‘Hele verden drejer rundt og den drejer sig ikk’ kun om dig, nej, nej…’

Raske Penge, der lyder det borgerlige navn Rasmus Poulsen, er del af et nyere slæng af danske dancehall-kunstnere, der tager depechen videre fra fx Natasja og Bikstok Røgsystem med primært dansksprogede tekster. Rasmus Poulsen er journalist, dj (under navnet RasMoney), radiovært og forfatter og har bl.a. skrevet en biografi om Natasja.

Han har været en del af det danske reggaemiljø i mange år, og det er en meget gennemført omgang dancehall med fornemmelse for det smittende omkvæd, som han fyrer af på de 5-10 sange han foreløbig har udgivet under navnet Raske Penge - bl.a. i samarbejde med førnævnte Klumben.

Der hvor Raske Penge, for mig at se, primært hæver sig over de øvrige nyere danske dancehall-udøvere, er i teksterne, som er interessante og intelligente beskrivelser af mange af livets facetter med positive budskaber om fordomsfrihed og fred. Den jamaicanske gangsta-dancehalls fraser overføres også i nogen grad på humoristisk vis, som hos fx Bikstok Røgsystem, men Raske Penge får med stor sammenhængskraft brugt dem i en dansk kontekst.

Raske Penge evner at bruge inspirationskilder og “oversætte” troværdigt til en dansk virkelighed. Man kan måske ligefrem sige at Raske Penge i Danmark kan gøre for dancehall hvad Dan Türell gjorde for beat-poesi: Gøre den folkelig OG intelligent. Raske Penge er således et skridt fremad for dansk-sproget dancehall, der udvikles med raske! skridt.

Jeg var så heldig at være med til releasefest på 1000Fryd i Aalborg for Raske Penges debut-maxisingle: Original - og jeg skal love for at det var en fest og rent sing-a-long - den nye single Original Bang Ding kan godt gå hen og blive sommerens landeplage… sammen med Bor her, Rundt og Intelligent….

Besøg Raske Penges hjemmeside og se flere videoer m.m.

Lån Raske Penge på bibzoom!

Det SKAL du se på Roskilde! Del 3

19. juni 2008 skrevet af: Thomas Damholt

The Dø
The Dø

Allan og Mads har tidligere skrevet hvad de synes man skal se på Roskilde Festival i år. Hér kommer mit bud:

My Bloody Valentine - http://www.myspace.com/mybloodyvalentine
For første gang i 16 år kan de banebrydende poetiske støjrockere i My Bloody Valentine opleves live. Siden mesterværket Loveless fra 1990 har en større skare af tilhængere - inkl. mig - ventet på at hovedkomponisten og perfektionisten Kevin Shields skulle tage sig sammen og fokusere på at lave en (umulig) opfølger til Loveless.
Oplev smukke melodier under dronende guitarstøj.

The Hellacopters - http://www.myspace.com/hellacopters
Mit yndlingsliverockband (kun overgået af Rolling Stones) takker af efter 14 år. Jeg oplevede dem trykke nyskabende metalpunk af på 1000Fryd i Aalborg tilbage i 1994, hvor Hellacopters var et fritidsprojekt for Nicke Andersson, der dengang primært var trommeslager i Entombed. Siden er der gået stadionrock i den og Hellacopters helt egen blanding af MC5, The Stooges, Rolling Stones og Lynyrd Skynyrd har været exceptionel live og på plade. Bered dig på pludselig at spille luftguitar!

Jay Reatard - http://www.myspace.com/jayreatard
Fra midterne af 90′erne begyndte garagerock revivalen, der med afsæt i 60′ernes garagerock smed et skud opdateret punkrock oveni. Siden fik genren mainstreamnavne som The Hives og White Stripes. Memphis var selvfølgelig leveringsdygtige i sådane bands - særligt The Oblivions, mens også  The Reatards med Jay Reatard i front var rigtig fede. Hér i 2008 fik jeg et myspace tip til Jay Reatards nye solo-materiale og må konstatere at han virkelig har formået endnu engang at opdatere den gamle rock. Hvis du kan li’ Dùné, må du opleve Jay Reatard i Roskilde. 

The Dø - http://www.myspace.com/thedoband
For et par dage siden opdagede jeg gennem en ven på last.fm finsk-franske The Dø, der vel spiller en slags let eksperimenterende folkrock. Den smukke forsangerindes skrøbelige stemme minder meget om Nina Perssons og melodierne sidder SMÆK lige i hovedet. Live kan de også levere varen - se klip herunder fra youtube - så fang dem på Roskilde!

We’re from Honolulu, Hawai!

22. februar 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Februar 1994. En lille scene. Unge mænd på guitar, bas, trommer. Et råb: “We’re from Honolulu, Hawai!”. En sonisk melodisk lydmur drøner ind i publikum, der vælter rundt i hinanden.

Det var på danmarks bedste spillested, 1000Fryd i Aalborg, og jeg var midt i mit livs koncertoplevelse. Selvom jeg var stangstiv, blev jeg dog lynhurtigt klar over at hér var noget helt særligt på færde. Bandet hed Chokebore og kom ganske rigtigt fra Hawai. De var på europaturné sammen med to andre bands fra det lille alternative pladeselskab Amphetamine Reptile Records: Guzzard og Today is the Day, der spillede en tung blanding af punk, indie og grunge, som jeg syntes rigtigt godt om.

Men Chokebore havde noget ekstra: Som de andre brændte de naturligvis for det og fyrede den totalt af, men de havde samtidig deres helt egen stil, der udover et fantastisk sammenspil, nok mest hang sammen med deres forsanger Troy von Balthazars karisma og fuldstændig uforlignelige og passionerede - ja, nærmest jodlende - sangstemme og så, naturligvis også, og nok så vigtigt, nogle totalt perfekte desperate sange om dette ensomme liv.

Min kammerat og jeg var som forandrede efter koncerten: Vi købte deres debutplade Motionless, der var og er et mesterværk, vi kunne ikke rigtigt finde nogle bands, der var på niveau med dem - kun kunne vi komme i tanke om Nirvana: Det var i hvert fald meget samme stil og med samme livsnødvendighed at Kurt Cobain skrev og spillede sine sange, blev vi enige om. Vi sagde igen og igen til hinanden at de må slå igennem og blive lige så store som Nirvana, når nu tiden åbenbart var moden til den slags musik.

Det skete som bekendt ikke, men de blev ved med at udgive obskure og storartede plader op igennem 90′erne og kom tilbage til 1000Fryd to gange mere. Nu er de opløst, men forleden sad jeg og søgte efter Chokebore på youtube og ja, så dukkede en række videoer op, bl.a. nogle de selv har lagt ud. 

Jeg er lykkelig for at kunne dele videoklippene med jer. Før youtube og myspace osv. var det jo stort set umuligt at videreformidle ens begejstring for uretfærdigt ubemærkede bands. Jeg fandt også deres hjemmeside http://www.chokebore.net/, hvor jeg kunne læse, at de faktisk var med som opvarmningsband på Nirvanas sidste turné. Ja, selvfølgelig kunne Kurt Cobain også li’ Chokebore…