Arkiv for kategorien ‘Nick Cave and the Bad Seeds’

Dig!!! Nick Cave Dig!!!

5. marts 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Hele den nye plade med Nick Cave & the Bad Seeds ligger lige nu i streamet udgave på Myspace. Jeg har hørt den uafbrudt hele dagen og også hér til aften ved min computer. Pladen hedder Dig!!! Lazarus Dig!!! og de 6 udråbstegn, titlen og albummets cover, synes jeg signalerer det hele: Hér er tale om et værk, der skriger på fortjenstfuld opmærksomhed, for det er et album, der suger lytteren ind fra første til sidste øjeblik.

Det er ikke fordi, der er noget nyt under solen: Dig!!! Lazarus Dig!!! er Nick Cave, som vi kender ham: Messende med sin karakteristiske vokal over The Bad Seeds kantede, vuggende spil. Selvom jeg godt har kunnet forstå den næsten religiøse dyrken Nick Cave er omgivet af, er jeg aldrig selv før blevet overbevist. De foregående albums har enten været for stillestående, for larmende, for mærkelige, for poppede, for ufokuserede eller hvad ved jeg. Men jeg skal love for at den sidder lige i skabet nu: Nick Cave and the Bad Seeds har fået samlet alle de løse ender til et beåndet, melodisk og balanceret mesterværk. Jeg melder nu til Nick Cave menigheden og bøjer mig i støvet!!!