Arkiv for kategorien ‘dEUS’

Godt nyt fra Belgien

28. marts 2008 skrevet af: Mads

Jeg var på Roskilde Festival i 1995, og jeg husker en stribe rigtigt gode koncerter det år. Bl.a. Biohazard, Body Count, The Cure, Psyched up Janis, Scott Maddox, Seigmen og Weezer. Og så især en bestemt gruppe, som kom fra det eksotiske (i hvert fald rent musikalsk) Belgien, nemlig bandet dEUS (ja, sådan skriver de det altså!).


“Vantage point” (2008)

dEUS havde året før udsendt deres debutplade “Worst case scenario”. En efter min overbevisning super plade, som kan være svær at beskrive rent genremæssigt. Det er på én gang energisk rockmusik, men med indfald af langsomt groovede slacker-elementer - på én gang guitarflænsende støj, men med passager af ufattelig skønhed og inderlighed. Og så var der en violinist med i bandet! Alt i alt et spændende nyt musikalsk bekendtskab tilbage i 1995.

Året efter i 1996 kom bandets anden udgivelse “In a bar, under the sea”, som var om muligt endnu bedre, i hvert fald mere nuanceret i sit udtryk. I den forbindelse gæstede de i 1997 Danmark, hvor de spillede en helt igennem fantastisk koncert på Loppen, Christiania. I 1999 kom den ligeledes glimrende “The ideal crash”. Den mest afdæmpede af deres udgivelser.

Herefter fulgte en længere pause, hvor flere af bandets medlemmer, herunder forsanger Tom Barman, helligede sig andre bands og projekter (bl.a. grupperne Moondog Jr. og Magnus). Men i 2005 var der endelig nyt igen fra bandet, da de udsendte “Pocket revolution”. Det var tydeligt, at der sket noget i de forgangne år. Pladen er ikke deres bedste men indeholder helt klart store øjeblikke. Jeg hørte dem i Pumpehuset på turnéen til pladen, og her var det også tydeligt, at der var sket en del udskiftninger i bandet, således at der nu kun var to originale medlemmer tilbage. Bortset fra det var det en god koncert, selvom ungdommens energi var erstattet af et lidt mere afdæmpet og eftertænktsomt udtryk. Men de er selvfølgelig også blevet ældre!

Jeg må indrømme, at jeg ikke rigtigt troede på, at de ville komme til at udgive flere plader - med alle de mange sideprojekter og længere pauser, som bandet havde haft. Men til min store overraskelse og glæde opdagede jeg for nyligt, at der er en ny plade på gaden den 21. april. Den hedder “Vantage point”, og der ligger i øjeblikket to numre fra den på bandets MySpace. Tjek det ud! Jeg synes stadig, at det holder. Hvad synes du?

Se også bandets officielle website - det er ret cool lavet.

Og endelig kan du her se videoen “Slow”, som er den første single fra den kommende plade.