Arkiv for kategorien ‘Fleet Foxes’

Soundtracket til min ferie

22. juli 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Solnedgang over sø i Skåne

Min første campingvognsferie med kone og børn er netop slut. Vi tog - selvfølgelig - afsted uden fjernsyn og computer. Så når børnene sov var der ikke mulighed for hverken at arbejde på hus og udendørsarealer eller lade sig distrahere af  internet og fjernsyn. Derfor blev der dejligt plads til samtale og læsning af bøger og at lytte til musik. Det er, som man nok kan forestille sig, slet ikke dårligt at se en solnedgang over en skånsk sø, mens man i sin MP3-afspiller lytter til stemningsfuld musik.

To nye albums fik hurtigt skilt sig smukt og passende ud til scenariet foran forfølgerne, som var: Crystal Castles meget fine gameboyelectro debut og Lightspeed Champions fremragende indiesingersongwriter debut : Falling of the Lavender Bridge og de mere rockpunkede og - i sammenhængen noget upassende - nye albums fra Blood Red Shoes, The Kills og Be Your Own Pet. Men vinderne var:

The Dø: A Mouthful (2007) - http://www.myspace.com/thedoband + On My Shoulders på Netmusik.dk
Jeg har før skrevet om finsk-franske The Dø hér på bloggen og efter at have fået fingre i hele deres nye album er begejstringen faktisk kun blevet større. Sjældent har jeg oplevet en så stor musikalsk spændvidde med en stadig særegenhed i behold. Der er rent faktisk et par sange, der læner sig tæt op af og giver Gwen Stefani og (i lidt mindre grad) M.I.A. baghjul i frisk hiphop-børnesanglegende swing (jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal kalde det…), samtidig med at The Dø’s stil grundlæggende er afdæmpet, alternativ, sjælfuld, lettere jazz- og latininspireret electrofolkrock. Manu Chao møder Cowboy Junkies møder Mazzy Star møder Ladytron møder Björk møder Cardigans…

Fleet Foxes: Fleet Foxes (2008) - reservér i Bibliotek.dk
Seattle’s Fleet Foxes mixer tidløs folk og rock som Crosby, Stills, Nash & Young, The Byrds og The Band skabelonerede den ud fra folkemusik, rock og Bob Dylan og smider et skvæt Beach Boys syrevokalharmoni oveni på deres egen nye måde. Jeg har før skrevet om hvad jeg vil kalde en lille bølge af amerikanske bands, der vender tilbage til en veletableret amerikansk folkrock tradition fra 60′erne og 70′erne med en nutidig, lettere eksperimenterende indgangsvinkel. Band of Horses er det mest kendte og i Danmark meget populære eksempel, men My Morning Jacket er måske en tand bedre og minder faktisk meget om Fleet Foxes. Men det er sniksnak: Fleet Foxes leverer en række fantastisk smukke melodier med en rørende og følsom mandestemme i forgrunden og du kan downloade hele albummet på Netmusik.dk!

Fleet Foxes: White Winter Hymnal: