Arkiv for kategorien ‘LP'er’

Et (LP-)cover siger mere end tusind ord - del 2

19. december 2014 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg har tænkt over hvilke LP-covers jeg har hængt op på væggen derhjemme i min stue. Jeg har købt to rammer til LP-covers og der skulle jo så vælges to LP’er til væggen, som signalerede det jeg vil associeres med… For i øvrigt jo fuldstændig ligesom man gør det på sin virtuelle facebook-væg.

Mit første valg var The Rolling Stones: Let it Bleed, som jeg skrev om i forrige blog-indlæg, og der på mange måder flettet ind i valg nummer to, som er coveret til albummet London Calling af The Clash.

london calling

Det er måske ikke helt oplagt at se det sådan, men for mig er der en lige linje fra The Rolling Stones’ tilegnelse af blues-genren og udviden den til sin helt egen bluesrock genre og det The Clash gjorde omkring 1980 med punk. De skabte med afsæt i den lidt primitive 3-akkorders fræsende, hvæsende punkgenre, et album med snart sagt alle rytmiske genrer: Jazz, rockabilly, soul, reggae, pop mv. der ikke kan benævnes som andet end et af de helt store rock-mesterværker.

Derudover vil det nok heller ikke være helt hen i vejret at påstå at medlemmerne af The Clash, som The Rolling Stones, ikke hver for sig er teknisk overlegne musikere, men ud af det løst strukturerede sammenspil skabes magi. Og det vil nok heller ikke være forkert at kalde begge bands bannerførere for det farlige, sexede og ja, endda revolutionære indhold i rockmusikken. Det er ikke for ingenting at The Clash’s næste, for i øvrigt, megalange og noget underkendte, album hedder Sandinista!

Og, ja, så er Pennie Smiths foto af Paul Simonon, der smadrer sin bas, bare et ikonisk billede af rockmusik med klare referencer til dens opståen. Og jeg har meget svært ved at forestille mig et liv uden rockmusik - specielt den slags, der rykker og provokerer.

Se herunder The Clash fremføre sangen London Calling, Train in Van og Guns of Brixton på amerikansk TV i 1980. Pladen gav det helt store gennembrud for bandet i USA.

Lån London Calling på LP
Lån London Calling på CD

Et (LP-)cover siger mere end tusind ord

8. december 2014 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg kom til at tænke på hvilke LP-covers jeg har hængt op på væggen derhjemme i min stue og hvorfor? Jeg har købt to rammer til LP-covers og der skulle jo så vælges to LP’er til væggen, som signalerede det jeg vil associeres med… For i øvrigt jo fuldstændig ligesom man gør det på sin virtuelle facebook-væg ;-)

LetitbleedRS

Førstevalget af LP-cover er The Rolling Stones LP: Let it Bleed. Det er selvfølgelig både et signal om at jeg er stor, stor fan af Stones, men der er jo også en grund til at jeg netop har valgt det album. Coveret i sig selv, synes jeg er virkelig legende, charmerende og interessant at kigge på med de mange forskellige typer af lag i grammofonlagkagen – samtidig signalerer det jo også i sig selv grammofoner og LP’er som jeg jo også er glad for.

Musikken afspejler også dette: Hele det menneskelige følelsesregister er repræsenteret: Det er opløftende, næsten åndeligt, men samtidig på en meget desperat måde. Frem for alt indrammer det alt det, som mange, i hvert fald jeg, vel allermest forbinder The Rolling Stones med: Sexet, sjælfuld musik af den ikke-intellektuelle slags. Skal en sang overbevise dig om at jeg har ret i det, må det være Gimme Shelter, som jeg ikke kan tro noget menneske kan sidde stille til – eller i det mindste være uberørt af.

Her Gimme Shelter i en god live-udgave, der dog ikke helt matcher LP-versionen:

En af de næste dage her i december vil jeg skrive hvad det andet cover, der hænger i min stue er….

Farvel til Grammofonen

2. september 2008 skrevet af: Allan

Jeg er ked af at skulle sige det, efter at Thomas har prøvet at give kunstigt åndedræt til grammofonen: Men den er død.

Selvom salget af vinyl er steget skal det ses i sammenligning at Avril Lavigne “Girlfriend” blev downloadet 7,3 million gange, lovligt vel at mærke, og at der i 2007 blev downloadet over 1,7 milliarder musiknummere.

Så derfor er vinylsalget kun en dråbe i havet. At man ser pladespillere i tilbudsaviserne er nok mere et forsøg fra supermarkederene på at komme i lommerne på de stakkels sjæle, der er brændt inde med flere hyldemeter kikset hippiemusik. Slagtilbuddene på billige kinesiske pladespillere appelerer til fædre, der ser det som en oplagt mulighed for at få skolet deres internetfikserede afkom med fortidens toner; stakkels børn siger jeg bare.

Grammonfon lever selvfølgelig videre i disse individer, mere som et historisk vingesus fra ungdommen, end en egentlig spiller på det globale musikmarked. Jeg får måske samme nostalgiske trip, når der bliver solgt cd-afspillere om 10 år, og generationen efter mig får det nok på samme måde, når der bliver genudgivet den første Ipod om 20 år.

Comeback til Grammofonen!

27. august 2008 skrevet af: Thomas Damholt

grammofonpickup.jpg

Jeg er en af de gamle grammofonplade-entusiaster, der ikke kunne drømme om at smide sine gamle LP’er ud eller pakke pladespilleren væk. Næ, nej pladespiller og LP’er har hjemme hos os den prominente plads i stuen lige ved siden af fjernsynet og, selvfølgelig - man er vel bibliotekar - bøgerne. Vi har faktisk ikke engang en CD-afspiller, men det skyldes jo selvfølgelig at vi afspiller og overfører CD’er på computer til MP3-afspillere.

Og, ja jeg er jo vokset op med at købe plader i min ungdom i 80´erne og 90´erne, så det er jo nok meget naturligt at jeg har beholdt dem, når man også er sådan lidt (forhåbentligt godt skjult) teknologiforskrækket og tilbage til jorden-agtig. Jeg har med slet skjult tilfredstillelse fulgt hvordan nichekunstnere inden for techno-, hip-hop-, garagerock- osv.-genrer stædigt siden CD’ens fremkomst har fastholdt også at udgive på vinyl. Jeg følte også at noget var i gære, da temmeligt overraskende, pludselig engang sidste år solgte selv Bilka pladespillere - godt nok nogle, der primært vel var til at overføre vinylplader via USB-port til computeren, men alligvel.

Så i går læste jeg en artikel i Rolling Stone fra juni med titlen: “Vinyl Returns in the Age of MP3″, skrevet af David Browne. Ifølge den er grammofonpladesalget i USA - ja, nærmest eksploderet! I 2007 blev der solgt 1 million LP’er, i 2006 var tallet 858.000 og tallet for 2008 forventes at stige til 1,6 millioner! Altså næsten en fordobling på 2 år. Dette citat fra starten af artiklen siger det hele, og hurra! jeg sidder netop nu og hører The Who: Quadrophenia på LP:

“For his 19th birthday, Simon Hamburg wanted only one present: a turntable for his dorm room at the University of Southern Mississippi. His father bought him a portable $69 model, and Hamburg’s older brother chipped in LPs by Simon and Garfunkel and the Who. “Listening to ‘Baba O’Riley’ on vinyl is always better than listening to ‘Baba O’Riley’ on anything else,” Hamburg says. “You can hear every instrument. It sounds stupid, but it’s like you’re feeling the music. You’re part of it.”" Læs hele artiklen.

Nu sidder du måske og tænker: “ja, men for søren da, manden arbejder jo på et bibliotek og bibliotekerne var jo så hysterisk åndssvage at smide LP’erne ud dér for 10-15 år siden…” Og, ja det gjorde bibliotekerne (faktisk inden jeg blev fastansat, må jeg lige nævne…), men det var ikke alle!!! Faktisk kan man stadig låne en hel masse LP’er på nogle af de store biblioteker. En søgning på The Who på grammofonplade giver hele 28 hits i www.bibliotek.dk, hvor man jo kan bestille fra hele landet.

Så det er bare med at støve grammofonen af og låne The Who på LP på biblioteket, som i de gode gamle dage…

Lån The Who på LP via bibliotek.dk