Arkiv for kategorien ‘koncert’

Bøflerne brøler i den bog jeg læser

9. marts 2011 skrevet af: Peter Thygesen
Drifting to a happy place (2010)

Drifting to a happy place (2010)

I sommer var jeg som sædvanlig med familien i vores gamle hjemby, Aalborg. Byen var ramt af den store sejlskibsfestival, Tall Ship Race, og der var glade dage, godt vejr, mange mennesker og gratis koncerter med bands som Figurines, Oh No Ono, Analogik og talrige andre. En smuk aften var One-Eyed Mule på plakaten og skulle spille en friluftskoncert på havnen. Jeg vidste ikke helt præcist hvor, men bevægede mig i retning af lyden, hvoraf jeg kun kunne høre trommer og bas. ”Utrolig masse mennesker, som det ganske lille orkester kan trække”, nåede jeg lige at tænke, før jeg kunne skimte Sebastian (ja, den Sebastian!) og band oppe på en scene. Nå, hurtigt videre og rundt om hjørnet. Og dér – som forventet – One-Eyed Mule på en blokvogn foran de sædvanlige 100 publikummer. Bandet udstrålede, ligesom deres plader, en sjov blanding af afslappet ro og stram indædthed og skabte faktisk et perfekt soundtrack til det flotte scenarie med den nedgående sol bag de gamle skibes høje master. Efter koncerten var det tid til en lille snak med forsanger, Rasmus Dall, der også var mand for et bagagerumssalg af Drifting to a Happy Place. Og så var det bare hjemad på bælgmørke, men heldigvis ædruelige, grusstier med vinylskiven på cyklens bagagebærer.

Kvartetten One-Eyed Mule forsøger på Drifting to a Happy Place at udfordre den americana-genre, som de efterhånden må have følt som et snærende bånd. Det gør de paradoksalt nok med genretypiske instrumenter som guitar, gulvbas, banjo, sav og pumpeorgel. Og hvis revolutionen udebliver, må man dog sige at One-Eyed Mule formår at strække genren en anelse ved at også at bruge inspirationen fra Velvet Underground, blues, kraut-rock og rock’n’roll. Tidligere har 16 Horsepower/Woven Hand-indflydelsen været til at høre – den er man kommet ud over her. Måske er det indspilningsforholdene – en hytte langt inde i et snedækket Sverige – der har gjort sit. For generelt må man sige, at albummet er en mere afdæmpet affære end den voldsomt gode forgænger, From The Beats To The Bible.

Kan pladen i starten virke en smule skuffende, vokser den dog ved gentagne lyt. Til sidst har man en ven, der ikke trænger sig på, men som kender sin besøgstid. Skulle man nævne et par favoritter, kunne det være den tyste September Sigh, tusmørke-sangen Lullaby For Louie og den svagt jazzede og twangede Nico’s Arabesque om Marilyn, Madonna og Nico. Drifting to a Happy Place er et lille mirakel af sangskrivning og fine stemninger, og en påmindelse om at de gode ting nogle gange tager tid.

Lån Drifting to a Happy Place på NæstvedBibliotekerne

Andre anbefalelsesværdige udgivelser med gruppen:
From the Beats to the Bible (2008) – Bestil på Bibliotek.dk
Hobo in the Land of Love (2006) – Bestil på Bibliotek.dk

Donkeyboy er mere end Ambitions - og dog….

28. april 2010 skrevet af: Thomas Damholt

Billede af det norske band Donkeyboy

I mandags var jeg til showcase i Kødbyen med det norske synth-pop band Donkeyboy. Donkeyboy er kendt for sangen Ambitions, der har været Ugens Uundgåelige på P3, og som uundgåeligt klistrer til din hjerne!

Showcasen var en mini-koncert på ½ time. Stemningen var i starten lidt død - nok pga. en showcases lidt tamme form - men Donkeyboy gav den hele armen i en ungdommelig happy-go-lucky-stil og de to sidste sange - med Ambitions som finalenummer var nærmest magiske.

Jeg har så lyttet til debut-albummet Caught In A Life de sidste par dage og kan helt sikkert anbefale det. Selvom der ikke på albummet er endnu en Ambitions, serverver de unge norske gutter en virkelig solid opdateret omgang 80′er synth-pop med en del falsetsang - sådan en slags blanding af Duran Duran, Soft Cell og Pet Shop Boys.

Musikken minder mig også en del om danske Janes Rejoice - alter ego for den originale sanskriver Søren Nørregård - som udgav tre fine kritikerroste albums i peroden omkring 1990, og det her kan jo så også være en opfordring til at tjekke Janes Rejoice ud, hvis du ikke kender det.

Donkeyboy: Caught In A Life på Netmusik.dk

Janes Rejoice på Netmusik.dk

 

Acca Dacca

23. juni 2009 skrevet af: Mads

AC/DC - legendarisk rockband

Jeg var så heldig at være blandt den godt ene procent af befolkningen i Danmark, der havde fået billet til årets rock n’ roll-brag, nemlig AC/DC i Parken i fredags. Meget tyder på, at det måske var sidste gang, at det legendariske rockorkester lagde vejen forbi Danmark, og sammenholdt med, at de er kendt for at levere et forrygende liveshow, så var forventningerne da temmeligt høje for mit vedkommende.

At dømme efter anmeldernes kommentarer, så var der tale om en uovertruffen oplevelse. 5-6 stjerner drysset ud over stort set alle anmeldelser. Jeg er også positivt stemt overfor fredagens koncert. Dog kan jeg ikke svinge mig helt op på de høje nagler - og jeg er i øvrigt overbevist om, at de sublime anmeldelser er skruet en tak i vejret af nostalgiske anmeldere, hvis helte endelig var kommet til landet, og som bare ikke ville skuffes.

Det sidste skal ikke forstås som et surt opstød, men af princip synes ikke, at man kan give topkarakter, hvis der er numre i bandets sæt, der halter lidt eller falder helt igennem. Og det synes jeg var tilfældet med et par af bandets udvalgte sange. De spillede 5 numre fra den seneste udgivelse “Black ice”, hvilket for så vidt var tilpas. Selvfølgelig er det de gamle klassiske numre, man som tilskuer hungrer mest efter, men når det er sagt, så indeholder det seneste udspil indtil flere glimrende sange, men desværre også et par “stinkere”. I hvet fald én af disse blev spillet, hvilket trak lidt ned.

Et andet kritikpunkt var lyden. Det er naturligvis svært at få det til at lyde godt for alle tilskuere til sådan en stadionkoncert, og vi tilskuere var da heldigvis forskånet for tordentrommer og gungrende bas. Problemet var faktisk, at vokalen var meget lav og guitaren så meget i front, at lyden ofte blev meget mudret - derfra hvor jeg stod, anyways! Jeg kender andre, der oplevede lyden som værende overraskende god.

Nå, men når alle disse men’er er fyret af, så står der trods alt et brag af en koncert tilbage :o)
Sangene var generelt godt udvalgt. Der var de obligatoriske klassikere krydret med de nyere numre, sceneshowet var stort og flot (godt med kanonsaluter, naturligvis!), og ikke mindst så virkede bandets altoverskyggende frontfigurer Angus Young og Brian Johnson veloplagte og med præcis det glimt i øjet, som AC/DCs musik skal opleves med. Det er jo ikke den store intellektuelle oplevelse at se og høre de gamle mænd trykke den af, men en uforpligtende fest med masser guitarlir og skæve smil er aldrig at foragte. Og så har jeg et evigt minde om at have set legenderne i levende live :o)

Hvis jeg absolut skal dele point ud, må det blive 4 store lyn ud af 6 mulige.
Var du også til koncerten?
Skriv meget gerne om din oplevelse her på siden.

Da jeg af ophavsretsmæssige grunde ikke kan bringe et liveklip med AC/DC her, har jeg valgt i stedet at tage følgende klip med fra en radiokonkurrence, hvor en håbefuld lytter har mere end almindeligt svært ved at stave til bandets navn!

Ganske gratis kuldegysninger på biblioteket

29. maj 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg glæder mig til at komme på arbejde på tirsdag!

Som det måske er bekendt er der SPOT Festival i Århus næste weekend. Det er den festival, hvor den navnkundige amerikanske Rolling Stone redaktør David Fricke plejer at opdage danske navne - som tidligere eksempler på det kan nævnes Raveonettes, Under Byen og Junior Senior. Med optrædende som Dúné, Choir of Young Belivers, The Late Parade og Turboweekend i år, for bare at nævne nogle få, er det udover Roskilde Festival den festival, jeg helst vil deltage i, men af forskellige grunde er det ikke muligt for mig at tage til festival i Århus næste weekend. Men søreme om ikke 3 af kunstnerne fra SPOT Festival optræder på mit arbejde på tirsdag!

ingridolava.jpg

Overskriften for de ekslusive koncerter på 5 danske bibiblioteker, der er arrangeret i et samarbejde mellem bibliotekernes fælles musiksite Musikbibliotek.dk og SPOT Festival er “3 nye nordiske solister”.

De 3 solister er: danske Mads Langer, der havde et mindre gennembrud i 2006 med pladen Attention Please og de to up-coming norske sangerinder Susanna, der har slået sine folder i Susanna & the Magical Orchestra og Ingrid Olava, der til stor succes i Norge nyligt har udgivet debuten Juliet´s Wishes.

På myspace har enhver musiker med respekt for sig selv jo en profil med en masse sange man ganske gratis kan lytte til. Det har jeg selvfølgelig gjort med de 3 solister, og jeg må jo være ærlig og sige, at jeg synes at både Mads Langer og Susanna umiddelbart kedede mig lidt, så dem vil jeg ikke spilde mere plads på, selvom jeg nu alligevel også ser frem til at høre dem live, da de trods alt lyder meget talentfulde.

Men jeg skal så til gengæld love for at jeg er blevet glad for Ingrid Olava! På hendes myspace ligger 5 sange, der alle, for mig at se, er små hits. Det er smukke, poetiske sange i traditionel singersongwriter stil med et lille alternativt skær á la Mazzy Star, og de får Tina Dickow til at lyde som en snøvlende efterskolekorsangerinde… Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke helt, men jeg får altså sjældent musikalske kuldegysninger af andet end hardcorepunk - og, ja så måske lige Mazzy Star - og kuldegysninger er netop hvad disse sange giver mig. I hvert fald sangen Stars, som jeg vistnok kan høre i en uendelighed hér til aften…

Tjek Ingrid Olavas myspace ud og hør og se også Only Just Begun herunder fra youtube. Og GØR så dig selv den tjeneste at komme på Næstved Hovedbibliotek på tirsdag Kl. 16 og hør Ingrid Olava for første og sidste gang ganske gratis inden David Fricke importerer hende til USA.

Læs mere om koncerterne på vores hjemmeside

Nikolaj Wolf live i ulvetimen

27. februar 2008 skrevet af: Allan

 
På en regnvåd torsdag eftermiddag fik Næstved bibliotek besøg af musikeren Nikolaj Wolf. Wolf havde medbragt en mindre maskinpark af lækre instrumenter som alle blev brugt for at skabe den stemningsfulde musik der gjorde at man kunne holde den ellers så triste torsdag ud.

Wolfs musik er ikke ligefrem “Glad i låget Ibiza rave” men stemningfuld elektronisk musik, med et snert af melankoli. Man skulle tro at det var noget der kunne få en til at falde dybere ned i tungsindet, men det var ikke tilfældet.
Jeg er specielt vild med de “klangflader” eller det bagved liggende tapet af beats og samplinger der er i Wolfs numre. Derudover er jeg tosset med musikere der bruger “rigtige” instrumenter, Wolf havde blandt andet en gammel synthesizer med der skulle stemmes. Der var heller ikke en Mac i syne, som ellers plejer at være standarden med elektroniske koncerter.

Ene mand spillede Nikolaj Wolf biblioteket op, og de der overværede koncerten gik derfra en oplevelse rigere. Det var i hvertfald hvad de sagde bagefter.

Har du ikke hørt Nikolaj Wolfs musik endnu kan du gøre det på hans hjemmeside www.nikolajwolf.dk eller på hans myspace side www.myspace.com/nikolajwolf

her kan du se billeder fra koncerten

We’re from Honolulu, Hawai!

22. februar 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Februar 1994. En lille scene. Unge mænd på guitar, bas, trommer. Et råb: “We’re from Honolulu, Hawai!”. En sonisk melodisk lydmur drøner ind i publikum, der vælter rundt i hinanden.

Det var på danmarks bedste spillested, 1000Fryd i Aalborg, og jeg var midt i mit livs koncertoplevelse. Selvom jeg var stangstiv, blev jeg dog lynhurtigt klar over at hér var noget helt særligt på færde. Bandet hed Chokebore og kom ganske rigtigt fra Hawai. De var på europaturné sammen med to andre bands fra det lille alternative pladeselskab Amphetamine Reptile Records: Guzzard og Today is the Day, der spillede en tung blanding af punk, indie og grunge, som jeg syntes rigtigt godt om.

Men Chokebore havde noget ekstra: Som de andre brændte de naturligvis for det og fyrede den totalt af, men de havde samtidig deres helt egen stil, der udover et fantastisk sammenspil, nok mest hang sammen med deres forsanger Troy von Balthazars karisma og fuldstændig uforlignelige og passionerede - ja, nærmest jodlende - sangstemme og så, naturligvis også, og nok så vigtigt, nogle totalt perfekte desperate sange om dette ensomme liv.

Min kammerat og jeg var som forandrede efter koncerten: Vi købte deres debutplade Motionless, der var og er et mesterværk, vi kunne ikke rigtigt finde nogle bands, der var på niveau med dem - kun kunne vi komme i tanke om Nirvana: Det var i hvert fald meget samme stil og med samme livsnødvendighed at Kurt Cobain skrev og spillede sine sange, blev vi enige om. Vi sagde igen og igen til hinanden at de må slå igennem og blive lige så store som Nirvana, når nu tiden åbenbart var moden til den slags musik.

Det skete som bekendt ikke, men de blev ved med at udgive obskure og storartede plader op igennem 90′erne og kom tilbage til 1000Fryd to gange mere. Nu er de opløst, men forleden sad jeg og søgte efter Chokebore på youtube og ja, så dukkede en række videoer op, bl.a. nogle de selv har lagt ud. 

Jeg er lykkelig for at kunne dele videoklippene med jer. Før youtube og myspace osv. var det jo stort set umuligt at videreformidle ens begejstring for uretfærdigt ubemærkede bands. Jeg fandt også deres hjemmeside http://www.chokebore.net/, hvor jeg kunne læse, at de faktisk var med som opvarmningsband på Nirvanas sidste turné. Ja, selvfølgelig kunne Kurt Cobain også li’ Chokebore…



Could it be magic?

23. november 2007 skrevet af: Malene

En magisk oplevelse var det i hvert fald at se Take That live i Gigantium d. 9. november. Showet i sig selv var magisk, men det er også en utrolig forandring boybandet har gennemgået. Fra at være “boyband sammensat af manager med smart fidus” til at være seriøs popgruppe bestående af 4 mænd. Kritikere skulle måske mene at det blot er endnu et band, der rider på retro-bølgen, men deres album Beautiful world er sange fra hjertet, der går lige i hjertet på deres publikum. Spilleglæden er stor hos bandet, der nu er en mere harmonisk enhed end for 12 år siden.

Uanset hvilket teambuildingkursus de har været på, ja så må det være enhver erhvervsleders drøm, for Take That virker mere sammentømret nu end nogensinde før. Det er ikke længere Gary og det tynde øl. Alle har deres rolle i musikken og i live showet. Dette skyldes måske, at albummet er blevet til med alles bidrag og at Gary ikke længere skal slås med Robbie, som jo i disse dage mest slås med sine egne indre dæmoner.

Take that i Aalborg

Play-listen til koncerten havde hele 8 numre fra det nye album “Reach Out”, “Beautiful World”, “Patience”, “Hold On”, “I’d Wait for Life”, “Rule the World”, “Wooden Boat” og “Shine” Det i sig selv taler for at Take That har et ønske om være mere end blot et lejlighedsband, der er gendannet for at score kassen. Ældre fans undertegnet inklusiv blev dog ikke snydt for de gode gamle Take That numre. Fra bandets bagkatalog fik vi “It Only Takes a Minute”, “Relight My Fire”, “Could it Be Magic”, “Back for Good”, “Everything Changes”, “Give Good Feeling”, “Sure”, “Never Forget” og “pray”.

Showet var spækket med visuelle effekter og det er fuldt forståeligt at bandet meget ydmygt bad publikum om at give de 130 mennesker, der star bag showet et fortjent bifald. Næsten magisk blev det, da de spillede “Could it be magic” på en lille intim scene, mens hvidt påklædte dansere smed glimmer-sne ud over publikum på næsten engleagtig vis. Da var selv den mest hårdkogte mand ved at komme i julestemning. Og jo mænd var der enkelte af, som var fulgt trofast med deres koner og som svagt kunne anes med en vippende fod der i mørket, mens de så deres koner blive teenagere igen. Det er da magisk!

Lån Beautiful World i netmusik.dk eller reservér cd’en

Lån eller reservér Take That

Rock ‘n’ roll for rumvæsner

25. oktober 2007 skrevet af: Allan

Jeg havde den udsøgte fornøjelse at være til koncert med bandet MUSE i Forum i København. 

Damn en koncert! Opvarmingsbandet var de danske teenagere Dúnè, de gav den gas og forstår om nogen at spille op til publikum.

Efter en kort pause gik MUSE på og startede med deres “Take a bow”. Et nummer der starter langsomt, men bygges op til et supersonisk klimaks i lyd.

I de efterfølgende par numre fik vi en smagsprøve på det sceneshow de havde medbragt til København. Kæmpe storskærme, fremtidsguitar, stoboskoplys, computergrafik og røgbomber.

Det var lige før man i deres første numre var helt handlingslammet på grund af den overvældende start, plus at de spillede sindsygt højt.

Deres musik er på mange måder ekstrem, en slags hypermusik, som de også har kaldt et af deres numre. Nogle gange kan det menneskelige øre slet ikke følge med og i de tilfælde er det nok en fordel at være rumvæsen. Der var i hvertfald to foran mig der så ud til at komme fra en anden galaske.

De sluttede af med nogle af deres mest kendte numre: “Bliss” og “Plug in baby”. Her var der skruet ekstra op for lysshow, krydret med kæmpeballoner blandt publikum og konfetti.

 Jeg vil helt klart anbefale alle at opleve dem live. Også hvis man ikke er hardcorefan. De er virkelig i særklasse. Husk at medbringe ørepropper og epilepsimedicin ;-)

Dúnè - We are in there you are out here

Muse- Black holes and revalations