Arkiv for kategorien ‘The Soundtrack of our Lives’

Selvmordsballade for hele familien…

22. april 2009 skrevet af: Thomas Damholt

At udgive et rockkonceptalbum i 2009, der varer over 1½ time lyder umiddelbart som en vanvittig idé. Det var jo sådan noget man gjorde i 70′erne og selv dengang slap ikke ret mange heldigt afsted med det. Bortset fra Pink Floyd og The Who.

At svenske The Soundtrack of our Lives slipper så heldigt afsted med udgivelsen Communion er således ikke mindre end fantastisk, men ikke overraskende for de desværre alt for få mennesker, der har fulgt bandet siden dets start i 1995 oven på askerne af det enestående garagepunkband Union Carbide Productions.

Det er svært, ja måske næsten umuligt som seriøst rockband i dag ikke at være inspireret af i hvert fald nogle af de engelske bands, der kreerede rockmusikken i 60′erne og 70′erne: The Beatles, The Who, The Kinks, Beach Boys og Rolling Stones, men det er yderst sjældent at noget musikalsk nyt tilføjes de klassiske albums af disse bands.

Communion er 24 velkomponerede, helstøbte rocksange, der udforsker det svære og overfladiske liv i 2009 med underliggende glæde og håb i en musikalsk form, som bruger alt det gode fra rockens guldalder på friske måder. Fremhæves må forsanger Ebbot Lundbergs karismatiske stemme (og fremtoning) og Fredrik Sandstens trommespil, der med nerve i hvert eneste slag minder mig om Keith Moons.

Selvmordsballaden Second Life Replay er ligefrem blevet et hit i bilstereoen hos alle i min familie på 5, der aldersmæssigt ligger mellem 7 og 45, og det siger faktisk ikke så lidt om The Soundtrack of our Lives’ potentiale til at nå ud til masserne!

Lån Communion på Netmusik.dk

Lån Communion på CD