Arkiv for kategorien ‘Ash’

1977 - en overset klassiker fra 1995

31. juli 2009 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg har intentioner om at sætte lys på nogle rockalbums, som jeg mener fortjener en plads ved siden eller lige under albums som Nevermind, Dookie, Appetite for Destruction og Ten, når historien om den fine periode for rockmusikken i slutningen af 80′erne og til ca. midten af 90′erne skal fortælles.

Jeg lægger hér ud med albummet 1977 af det irske band Ash, som udkom i 1995.

Ash blev i 1994 stærkt hypet i de engelske musiktidsskrifter NME og hedengangne Melody Maker. Jeg kan ikke huske hvordan min kammerat og jeg fik hørt bandet første gang, men mon ikke det var på MTV, der dengang havde hele to udsendelser dedikeret til alternativ musik: Alternative Nation og 120 minutes. I hvert fald så fik min kammerat efter en del søgen købt ep’en Trailer, der bestod af en beskidt blanding af grunge, punk, og tung guitarlir - tilsat en heftig melodisk sans. Whauw!

Men det skulle blive endnu bedre: året efter udkom den mere velpolerede, men ikke desto mindre stadigt guitarsparkende: 1977. Titlen er to af medlemmernes fødeår og et vink med en vognstang om tidsmæssig primær inspirationskilde.

Det blev helt fortjent med sange som Lost in You, Goldfinger og ikke mindst Girl from Mars til en række 1. pladser på den engelske hitliste - ja, den rigtige - ikke en eller anden alternativ. Den store popularitet i England kom nok fra den den talstærke gryende emo-kultur, der med fx det stærk populære og - selvfølgelig - anmelderudskældte band Mega City Four, som idoler var ved at finde sin musik- og tøjstil.

Med melodisk smækre og følsomme ballader, men stadig med smæk på, er det ikke mærkeligt at de mange følsomme og fremmedgjorte emo-kids holdt af Ash, der dog også med den nærmest smukke sanger og sangskriver Tim Wheeler, besad et oplagt idol for teenagerne, der jo var på samme alder som bandet.

Meget hørte man dog ikke til dem i Danmark eller i USA, og det skyldes jo nok at emo-crowden i resten af verden først for alvor er dukket op de sidste 5-10 år. I hvert fald er de trods en række udmærkede udgivelser siden - næsten på niveau med 1977 - forblevet et lettere obskurt band.

1977 er tyggegummipunk i stil med Blink 182, Green Day eller SUM 41 blandet med emo i stil med Panic at the disco, Fall Out Boy og My Chemical Romance tilsat tung guitarlir, så mon ikke du vil elske det!

1977 Collectors Edition med hele 3 albums findes på Bibliotekernes Netmusik lige til at downloade

Med 228 minutters spilletid anbefales det at downloade de første 12 sange, der er remasterede udgaver af 1977. Tag herefter de næste 7 sange fra første cd - det er hele den originale Trailer. Enjoy.