Arkiv for kategorien ‘Spacemen 3’

Den perfekte recept

5. juli 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver. Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog frem over en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt.

Spacemen 3 - The perfect prescription

Spacemen 3 - The perfect prescription (1987)

Lyden af en smuk blomst i en forgiftet flod
Spacemen 3 lagde aldrig skjul på stoffernes betydning for deres musik, men der var nu ikke meget rock’n’roll over bandets livsførelse i øvrigt. Ingen skandaler, slagsmål, smadrede hotelværelser og den slags i miles omkreds. Mest af alt virkede det som om gruppen tog stofpåvirkningen og stoppede den i en blender sammen med alle deres favorit-bands og derefter aftappede koncentratet. Nogle af de navne der kom i maskinen var Velvet Underground, Suicide, Beach Boys, Iggy & the Stooges og Kraftwerk, og ud kom den mest intense og indadvendte (!) rockmusik i mands minde. Selv når de var mest elektriske, var lyden aldrig aggressiv eller fremadrettet. Snarere var det at lytte til bandet som at stå og betragte en fjern paddehattesky: smuk og foruroligende på én og samme tid. Det gode var at man som lytter ikke selv behøvede andet end musikken for at kunne mærke det på én gang varme og kolde sus i blodbanerne.

The Perfect Prescription
er gruppen på toppen af deres karriere. Gruppen er her disciplineret søgen efter renhed og mening i en verden i alt for hurtig rotation. For det meste er musikken skabt af to guitarer, bas, orgel og sang, der væver ind og ud af hinanden fra start til slut. Trommerne er der et sted, men de er ikke altid hørlige.
Sangene har titler som Come Down Easy, Take me to the Other Side og Things Will Never be the Same og lyder også sådan. Moderne mantraer kunne man også kalde disse numre.

Spacemen 3 lavede en lille håndfuld plader før Jason Pierces og Sonic Booms egoer blev for store og splittede gruppen i to. Begge fortsatte det musikalske spor fra Spacemen 3. Pierce med størst succes i Spiritualized.

The Perfect Prescription er den helt rigtige medicin til en travl og tarvelig tid. Anbefales på det varmeste.