Arkiv for kategorien ‘The Monks’

Ene og alene. Det er munketid!

14. juli 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver.
Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog fremover en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt.

The Monks - Black monk time (1965)

The Monks - Black monk time (1965)

Historien om den amerikanske gruppe The Monks lyder næsten som om den kunne være opdigtet. The Monks blev dannet i 1964 på en militærbase i Tyskland af en flok udstationerede, amerikanske soldater. Man anlagde fra starten et hårdt og farligt image, der var bevidst anti-Beatles. Kortklippede, kronragede, sortklædte (nogle gange endda i munkekutter) og med løkker om halsen i stedet for slips distancerede bandet sig da også fra de øvrige af tidens grupper. Outfit og bandnavn var naturligvis også en ironisk understregning af følelsen af isolation, langt borte fra rockmusikkens hellige haller, som gruppen jo var. Bandet indspillede en enkelt plade i 1965 og gik så i opløsning i frustration over manglende succes. Den er senere blevet udråbt til at være en overset perle og genudgivet utallige gange.

I dag må man jo nærmest betragte det som et held, at The Monks fra starten var dømt til at mislykkes kommercielt. For det betyder, at Black Monk Time er lyden af et band, der har kunnet gøre, hvad de har haft lyst til uden smålig hensyntagen til omverdenens dom. Respekten for tidens toneklang er da også til at overse, og pladen må vel nærmest betegnes som pop-destruktiv. The Monks’ musik er primitiv, minimalistisk og repetitiv og baseret på rytmik snarere end melodi. Der er intet, der minder om klassisk sangskrivning i miles omkreds, til gengæld er der masser af simple tromme- og basmønstre, fræsende orgeltemaer, guitarfeedback og en forstærket banjo (!), der lyder som når man trækker en metalplade henover et ujævnt betongulv. Det kunne måske lyde afskrækkende, men det er faktisk både charmerende og medrivende. Sangene har titler som Shut Up!, Drunken Maria og I Hate You med tekster der er lige dele børneremser og dadaisme. Her blander man lystigt koldkrigsparanoia, Vietnam-krigen, James Bond og forholdet til piger (gerne i samme sang), og det er underholdende og råt.

The Monks stod med deres personlige og vilde garagerock ret alene i det musikalske landskab i 1965. Nogle af dem, der senere tog ved lære af gruppens særegne udtryk var bl.a. så betydningsfulde bands som The Velvet Underground, The Fall og White Stripes. Black Monk Time anbefales på det varmeste.

Bestil The Monks - Black monk time via Bibliotek.dk