Arkiv for kategorien ‘Gonjasufi’

Mærkværdig og vanedannende

6. august 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Gonjasufi - A sufi and a killer (2010)

Gonjasufi - A sufi and a killer (2010)

Det sker heldigvis, at man bliver virkelig overrasket. For ikke så længe siden var jeg inde i en københavnsk pladeforretning, da hele butikken pludselig genlød af den mest fremmedartede og flænsede musik hørt længe. En raspende vokal og et mildest talt skingert orgeltema balancerede ovenpå en dyb og laset tromme- og basbund, og havde nogen i lokalet spurgt mig om genre, kunne jeg ligeså godt have sagt ’muteret garagerock’ som ’electronica’. Jeg havde allerede glemt alt om den plade, jeg egentlig var kommet for at købe. Det der kom ud af højtalerne var Gonjasufi-nummeret DedNd, og jeg var solgt på stedet.

Bag navnet gemmer der sig et projekt fra San Diego bestående den sufi-inspirerede sanger Gonjasufi og produceren Gaslamp Killer, og bortset fra et par singler et dette parrets egentlige debut. Og hvilken debut. Der går længe imellem, at der dukker en plade op, der er så vedholdende dragende og mystisk som A Sufi And A Killer med sin mosaik af støvede beats, flossede, etniske melodistumper, samplede stemmer, reallyde og en dyb, dyb puls. Gonjasufis sangforedrag kan vel nærmest betegnes som en slags croonende og klagende soul. Man har således klippet og klistret sig til et imponerende stykke patchwork af dele som man egentlig ikke skulle tro kunne fungere sammen. Og hvis intentionen har været at bringe hele verden sammen i studiet, er det sandelig lykkedes. Musikalsk må pladen da også siges at favne bredt. Fra She Gone, der genlyder af The Kinks’ Swinging London med sit forstemte klaver over Kowboys & Indians’ flænsede india rock’n’roll til Mades roligere tempo komplet med forpint vokal og en ståpelsfremkaldende sølvtrompet. De mange stilretninger til trods fremstår A Sufi And A Killer utrolig helstøbt og med sin mystiske aura intakt selv efter mange gennemlytninger. Pladen er 59 minutter i selskab med en spirituel, flosset og på alle måder livskraftig musik, og den anbefales på det varmeste herfra.

Bonus: Gonjasufi giver en gratis koncert på Enghave Plads i København fredag den 20. august i forbindelse med Strøm Festivalen.

Lån Gonjasufi - A sufi and a killer via Bibliotek.dk