Arkiv for kategorien ‘Bonnie 'Prince' Billy’

Bonnie ’Prince’ Billy: Beware (Drag City, 2009)

27. august 2010 skrevet af: Peter Thygesen

 

Bonnie 'Prince' Billy - Beware

Bonnie 'Prince' Billy - Beware (2009)

Will Oldham har siden debuten, No One Will Take Care Of You, fra 1993, udsendt et hav af plader, både i eget navn og under sine mange dæknavne; Palace Brothers, Palace Music, Palace, Pushkin Will, og altså også Bonnie ’Prince’ Billy. Den musikalske indpakning har vekslet mellem det do-it-yourself-prægede til en mere konventionel lyd, men det grundlæggende har hele vejen i gennem været Oldhams særegne sange og skrøbelige vokal. Et slags gennembrud blev det til med I See A Darkness (1999), hvorfra Johnny Cash lånte titelsangen til sin American Recordings III, Solitary Man (2000).

Oldhams musik lyder ofte, som om den er blevet til i et lille skur langt inde i De Sorte Bjerge. Og selv om den med lidt god vilje kan kaldes for en form for country, er der uendelig langt til Nashvilles bonede gulve, men måske ikke til hverken den oprindelige hillbilly-musik eller arven fra Hank Williams. Men egentlig er en genrebetegnelse uretfærdig, for Oldham er helt sin egen.

Således også på Beware, der lige så gerne benytter marimba, kornet og fløjte som de mere typiske countryinstrumenter som banjo, guitar og pedal-steel. Oldham har før omgivet sig med post-rockerne i Tortoise omkring pladen The Brave And The Bold (2006) og alt-mulig-guitaristen, Matt Sweeney, på Superwolf (2005), og det er nok i det lys, man skal se Oldhams forhold til begrebet genre. Når alt dette så er sagt, er Beware faktisk en ret tilgængelig plade, hvor fokus (igen) er lagt på en række slidstærke sange, der endnu engang kredser om emner som ensomhed, kærlighedens vildveje og tro. Og ringen er for så vidt sluttet, når Oldham på I Don’t Belong To Anyone synger linjen “There’s no one who’ll take care of me” med en klar reference til den allerførste plade. Allerede dengang sang Oldham med en fandenivoldsk skrøbelighed, hvor der ikke – havde man på fornemmelsen – var langt fra gråd til grin. Sådan er det stadigvæk. Man tør ikke helt tage Oldhams sange for pålydende, hvad enten han nu synger om kærlighed mellem søskende eller ensomhed så tænderraslende, at de fleste andre sangskrivere må se baghjul. Men man tør på den anden side heller ikke afskrive alvoren. Og det er i sig selv lidt af en bedrift. Beware anbefales herfra. Det samme gør Oldhams bagkatalog, især førnævnte I See A Darkness, der er i særklasse.

Bestil Bonnie ‘Prince’ Billy - Beware via Bibliotek.dk