Arkiv for kategorien ‘Earth’

Earth: The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

29. juni 2011 skrevet af: Peter Thygesen
Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

Earth dukkede op på Seattle-scenen i slutningen af 80’erne. De var en del af kredsen omkring Nirvana og delte interessen for tung, eksperimenterende metal med især et band som Melvins. Earth udsendte en række plader op igennem 90’erne, der blev milepæle indenfor den såkaldte doom drone-rock, der er karakteristisk ved sine lange numre og repetitive og minimalistiske strukturer. Retningen tæller også et navn som Sun O))). I 1996 måtte den altdominerende frontfigur, Dylan Carlson, imidlertid sætte bandet på pause på ubestemt tid pga. stofmisbrug og andre personlige problemer.

Da bandet udgav Hex; Or Printing in the Infernal Method i 2005 var det med en markant anderledes lyd. Ikke bare var der nu kommet trommer, men også banjo, trombone, orgel og pedal steel-guitar på bandets musik, der nu lød som country & western, som den aldrig har været spillet før: truende, mørk, forvrænget, majestætisk og langsom. Hex var inspireret af både William Blake og myter fra nybygger-tiden, og det kunne høres.

The Bees Made Honey In The Lion’s Skull (2008) forsætter takterne fra Hex og lyder som et møde mellem Ennio Morricone og den mest slæbende, mørke rock-musik i mands minde. Bandet formår med få virkemidler at skabe et fantastisk rum i deres musik, godt hjulpet på vej af en produktion, hvor instrumenterne står så klare, at hvert et anslag kan høres. Glem alt om gimmicks og guitar-blær her. Earth er dyrkelsen af pauserne i musikken, af en lyd der har været, og som sådan voldsomt melankolsk. Det er mørkt, det er super tungt og det er kontrolleret desperation, og ikke mindst er det længselsfuldt. Og på en hver måde løsrevet al tale om genre.

Titlen har man lånt fra Biblen, hvor den overjordisk stærke Samson noterer sig, at en flok bier har bygget bo i kraniet på den løve, som han tidligere har flået fra hinanden med de bare næver. Sådan er Earth også.

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull er desværre ikke tilgængelig gennem danske biblioteker eller via BibZoom. Hør flere numre fra udgivelsen på bandets MySpace-profil.