Arkiv for kategorien ‘Jeffrey Lee Pierce’

You look just like an Elvis from Hell

22. november 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver. Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog fremover en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt. 


The Gun Club: Fire of Love (1981)

I februar i år kom hyldesten The Jeffrey Lee Pierce Project. We Are Only Riders, hvor en række musikere som Nick Cave, Raveonettes, Debbie ’Blondie’ Harry og Mark Lanegan fortolkede Jeffrey Lee Pierce-sange. Selv døde manden allerede i 1996 efter et kort liv præget af misbrug. Levede Pierce således et ufokuseret liv, er der til gengæld en utrolig klarhed over langt det meste af den produktion som han efterlod sig. De 4 første Gun Club-plader er alle af høj klasse; den første, Fire of Love, er et decideret mesterværk. Den lange liste af disciple indbefatter folk som Pixies, Henry Rollins, 16 Horsepower, R.E.M. og White Stripes, og pladens betydning er i det hele taget ganske betragtelig. Det er sikkert unødvendigt at tilføje, at Gun Club aldrig kom i nærheden af kommerciel succes i deres levetid.

På Fire of Love blander gruppen den cocktail, der skulle blive dens varemærke: rock, country, punk og blues á la Robert Johnson. Sangene, der bærer titler som Ghost on the Highway, Fire Spirit og She’s Like Heroin to Me afvikles for det meste i et afsindigt tempo med trommer, bas, guitar, slide og en Jeffrey Lee, der lyder som om han har den onde i hælene eller måske allerede er blevet indhentet. Teksterne er lige dele besættelse, kærlighed, voodoo, sex og desperation, og det er omtrent så rock’n’roll, som det overhovedet kan blive. Gun Club var tyngde og ren og skær nødvendighed, og Fire of Love er helt uomgængelig. Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce, som svenskeren Joakim Thåström engang formulerede det, og han havde jo ret. Husk det!

Andre anbefalelsesværdige:
The Gun Club: Miami (Animal Records, 1982)
The Gun Club: Las Vegas Story (Animal Records, 1984)
The Jeffrey Lee Pierce Project. We are Only Riders (Glitterhouse, 2010)
Lån cd’erne via bibliotek.dk