Arkiv for kategorien ‘Tyggegummiorkester’

Ny skribent på musikbloggen

30. november 2007 skrevet af: Mads


Hej! Jeg er lige blevet ansat på Næstved Hovedbibliotek som musikbibliotekar. Der er derfor med stor fornøjelse, at jeg også skal til at skrive her på bloggen.

Som det fremgår af min profil, er jeg mest til rockmusik – gerne i den tungere ende – krydret med lidt pop, country, elektronisk, singer/songwriter… kort sagt hører jeg meget blandet musik.

Musik er jo en sjov og subjektiv størrelse. Det er ikke rigtigt til at sige, hvad det er, der gør et band eller en kunstner god. For mit eget vedkommende tror jeg, at jeg overvejende falder for musik med et ærligt udtryk (hvad det så end er?!), i modsætning til musik, der virker overfladisk og kalkuleret (fx musik, der ikke er skrevet af kunstneren selv, og som åbenlyst følger en ”hit-skabelon”). Derfor føler jeg også, at jeg sagtens kan forsvare, at jeg på den ene side er til skæve og dybt ukommercielle kunstnere som Frank Zappa og Tom Waits, og samtidigt elsker sukkersød pop af Souvenirs. For fælles for alle kunstnerne gælder (i hvert fald efter min mening), at de virker oprigtige og ægte.

Men igen… så kan man altid risikere at falde for et eller andet nummer af et – under normale omstændigheder – vammelt tyggegummiorkester som Aqua eller hedengangne Me & My. Det er det, der er så fantastisk musik :o)

Giver det her nogen mening? Hvad mener du? Er du dybt uenig med mig, så skriv en kommentar og skriv også gerne, hvad for noget musik, du kan li’ og hvorfor.