Arkiv for kategorien ‘The Soulsavers’

Sjælefrelsende Mark Lanegan

27. september 2007 skrevet af: Thomas Damholt

Min yndlingstusmørkesanger Mark Lanegan har begået et nyt album.

Mark Lanegan har forsøgt at kvæle sin stemme med whisky og cigaretter - og ja, det er også til dels lykkedes, men hans stemme har så meget bund, og mere og mere sjæl, jo mere han kvæler…

Han startede sin karriere i grungebandet Screaming Trees og har siden bl.a. sunget med Queens of the Stone Age, lavet soloplader med pladerne Whisky for the holy ghost og Bubblegum i tæt konkurrence om at være det bedste og han står - bestemt ikke at forglemme - sammen med Isobel Campbell bag et af de bedste duetalbums nogensinde: Ballad of the Broken Seas.

Nu har han sammen med countryelectronicabandet The Soulsavers udgivet albummet It’s not how far you fall, it’s the way you land, der netop nu sidder i min PC, mens jeg skriver dette. Og, ja det er tusmørke udenfor - faktisk meget sent på aftenen og musikken passer perfekt til at sidde hér og nyde roen og forsøge at tro på en højere mening med det hele.

Det er bestemt ikke musik for sarte sjæle og de sikre i troen, men for dem, der alligevel på trods gerne vil tro og manøvrere uden at ødelægge for meget. Hvis du kan sige tjek! til disse ting og også synes om Tom Waits og Johnny Cash eller mere ukendte, men meget fine Spain, som The Soulsavers hér fortolker en sang af, må du prøve It’s not how far you fall, it’s the way you land!

Og tak til Mark Lanegan for den fantastiske fortolkning af en af de bedste Stones ballader: No Expectations, der netop nu dovent flyder ud af højttalerne - uhm… - næsten på niveau med originalen…