Arkiv for kategorien ‘Allan Olsen’

Mads’ bud på årets udgivelser

12. december 2007 skrevet af: Mads

2007 har ikke været året, hvor jeg har fået hørt allermest musik. Med et par småbørn om benene (og i armene!) er det begrænset, hvor meget tid jeg har haft til at udforske ny musik. Lidt er det dog blevet til, og her følger nogle af de udgivelser, som jeg har lyttet til med størst fornøjelse i 2007.

Volbeat : Rock The Rebel/Metal The Devil (udkom 19/2)
- Ikke helt så godt som deres debutalbum “The strength / the sound / the songs” (2005) men stadig hovedrystende iørefaldende hårdrock. Nu med lidt mere country!

Jens Unmack : Aftenland express (udkom 26/3)
- Niveauet fra den suveræne debut “Vejen hjem fra rock n’ roll” (2005) holdes ikke helt, men albummet indeholder helt klart glimrende numre. Umiskendelig Nikolaj Nørlund-produktion.

Dinosaur Jr. : Beyond (udkom 1/5)
- Overraskende godt comeback album fra J Mascis og co. Man er totalt hensat til den glade gymnasietid i midthalvfemserne – nostalgisk, men på den gode måde. Tjek lige de guitarsoli!

Black Rebel Motorcycle Club : Baby 81 (udkom 7/5)
- Jeg blev overdrevet glad for ”Howl”-pladen (2005), der var meget nedtonet i forhold til tidligere udgivelser. På denne plade er der igen skruet op for forvrængede guitarer og meditativt groovede støjrocksange, og det gør de altså godt.

Allan Olsen : Multo Importante (udkom 4/6)
- Hvis man ser bort fra et par fæle røvballenumre er dette en fin Allan Olsen udgivelse. Ingen andre danske musikere skriver tekster som ham, og når han er bedst går tekst og melankolske melodier op i en højere enhed.

The Raveonettes : Lust, Lust, Lust (udkom 12/11)
- Har ikke fået hørt den så frygteligt meget, men bare de første par gennemlytninger tegner rigtigt lovende. Lidt mere larmende end ”Pretty in black” (2005), og det gør ikke noget!

Hvordan ser din liste ud? Giv mig en kommentar.

Og så giver jeg ellers stafetten videre til Allan, som vil komme med sit bud på årets udgivelser.