Arkiv for kategorien ‘Foo Fighters’

Supergrupper

4. januar 2008 skrevet af: Allan

Original Superman logo 

 

 

Da jeg læste overskrifterne på Gaffas hjemmeside faldt jeg over følgende nyhed:
Supergruppe gav nytårskoncert
En nyhed om at trommeslageren Ringo Starr og guitaristerne Eric Clapton og Pete Townsend nytårsaften har givet en koncert til fordel for velgørenhed.

Det fik mig til at tænke over hvordan en supergruppe ellers kunne se ud. Jeg har selv haft fornøjelsen af at se “supergrupperne” Velvet Revolver (medlemmer fra Stone temple pilots og Guns’n'roses) og Audioslave (Rage Against the Machine og Soundgarden) live, og det var en kæmpe oplevelse. Men hvad nu hvis man selv kunne vælge?….

Hvis vi nu siger at det kun må være nulevende kunstnere, så kunne et bud være denne gruppe:

Trommer: Dave Grohl fra Foo fighters og Nirvana
Guitar: John Frusciante fra Red hot chili peppers
Bas: Les Claypool fra Primus
Vokal: Anthony Hegarty fra Anthony and the Johnsons

Jeg ved ikke hvad musik de skulle spille, men det ville nok være ret mystisk

Hvis det skulle være et band hvor jeg tror musikken kunne være ret god, så skulle bandet se sådan ud:

Trommer: Lars Ulrich fra Metallica
Guitar: Tom Morello fra Rage Against The Machine
Bas: Justin Chancellor fra Tool
Vokal: Trent Reznor fra Nine Inch Nails
Turntables og sampling: Anders Trentemøller fra Trentemøller 

Hvad er dit bud?

Allans bud på årets plader

19. december 2007 skrevet af: Allan

Jeg må faktisk krybe til korset og indrømme at jeg ikke har købt en eneste cd i år. Det musik jeg har anskaffet mig i år er primært blevet købt i iTunes og altså ikke som fysiske cder. Langt størstedelen af det jeg har købt er også enkelt numre og ikke albums. Men det er nok den vej det går.

Men her er der alligevel et bud på årets plader.

Bloc Party: A weekend in the city    
Det skulle kun have været sountracket til sommeren, men endte med at høre det helt til nu.

Calvin Harris: I created disco     
Dejlig opsvulmet disco house, med masser af hørehængere. Lyder som taget ud af 80erne.

Foo Fighters: Echoes, Silence, Patience & Grace    
Næsten alt Dave Grohl rører ved er klasse. En af Foo Fighters bedste plader, og så laver de nogle af de bedste musikvideoer. Tjek “Long road to ruin” på Youtube.

Editors: And end has a start     
Jeg startede med høre deres første album “The Back room” fordi det mindede om Interpol. Der var Interpol bedst. Men nu er skyrkeforholdet vendt og “An end has a start” er klart bedre end Interpols “Our love to admire”.

Alphabeat: Alphabeat       
Herligt fjollet og fuld af liv. Rigtig mange hits på pladen. Jeg troede jeg ville blive træt af dem, men tager stadig mig selv i at nynne med på deres sange.

Justice: (cross)         
Nok det album jeg har hørt mest dette år. Det er så svedigt og beskidt at man bliver nødt til at tage bad efter at have hørt det. Det er house når det er mørkest, og det har så meget kant, man kan komme til at skære sig på det.

Fall out boy: Infinity on high 
Jeg har en forkærlighed for let punkrock, sidste år var det Panic at the Disco, i år er det Fall out boy. Pladen er fuld af sange til kåde teenagere med hjertesorger. Men sangene er gode og så har de en fantastisk evne til at blande forskellige stilarter.

Med de ord giver jeg stafetten videre til Thomas, og venter med spænding på hans bud.