Arkiv for april 2008

Hvorfor downloade musik, når man kan streame?

23. april 2008 skrevet af: Mads

Deezer   Last.fm Logo
Der er kommet en klar tendens på nettet, der går i retning af, at musik bliver mere og mere tilgængelig i streamet form. Bare lige for, at vi alle ved, hvad vi snakker om, så mener jeg her, at man hører musikken direkte på nettet i modsætning til at downloade musikfiler, så de ligger på éns computer/Mp3-afspiller.

Jeg har i et tidligere indlæg omtalt bandet Barra Head, som i januar netop lagde deres nye plade ud til fri aflytning i et par uger på deres MySpace-profil. De seneste par måneder har jeg kunnet konstatere, at det nu er blevet næsten standard for kunstnere at gøre det. For mig at se er det da også en rigtig god ting for alle parter. Bandet får promoveret sit “produkt” uden at give det helt væk, da det kun er for en begrænset periode, og som lytter får man mulighed for at høre et helt album fremfor bare en enkelt single. Som sagt så hold øje med, når din favorit-kunstner udgiver noget nyt, for så ligger hele el. store dele af pladen sikkert på deres MySpace-profil :o)

Der er efterhånden også kommet rigtigt mange steder på nettet, som streamer musik efter lige præcis din smag.  Udover de traditionelle netradioer, der kan være inddelt i forskellige genrer (som fx DRs DAB-radiostationer), er der også kommet forskellige tjenester, hvor man som bruger laver sin egen “radiostation”. Det kan være en kunstner eller en titel på en sang, som danner grundlag for stationen, og herefter præsenterer tjenesten musik af denne kunstner samt lignende musik. Som bruger kan man så vurdere, hvor godt man kan lide musikken og på baggrund af det, husker tjenesten éns musiksmag. Last.fm er et eksempel på sådan en tjeneste, og der findes mange ligesom den. Prøv fx Jango.com eller Deezer.com, hvor man også kan skræddersy sin egen radio.

Man skal selvfølgelig gøre sig klart, at man ikke altid kan være heldig at finde et helt bestemt nummer, men personligt synes jeg, at det er rigtigt sjovt at blive præsenteret for ny musik via de her tjenester.

Jeg synes også, at man generelt kan tale om, at det i dag er knapt så vigtigt at eje musik (enten i fysisk form eller som Mp3-filer), som det er at vide, hvor man kan finde lige præcis den musik, man kan lide. Dette er naturligvis en sandhed med modifikationer for diverse streaming-tjenester har selvfølgelig deres begrænsninger. Det er fx ikke muligt at høre musikken på en transportabel afspiller, ligesom at jeg personligt også gerne selv vil eje noget musik med kunstnere, jeg virkeligt godt kan lide (oveni købet på CD!).

Hvad er din holdning og eventuelt dine erfaringer med streaming-tjenester? Bruger du nogle af de omtalte tjenester eller kender du nogle andre gode? Synes du, at det er irriterende ikke at eje musikken? Eller bliver du omvendt også inspireret af den nye musik, du støder på via disse tjenester? Og kan du stadig finde på - ligesom jeg - at låne el. købe noget så gammeldags som en CD?

Håkan er tilbage

15. april 2008 skrevet af: Allan

I et tidligere blogindlæg, lavede jeg en anbefaling af Manic Street Preachers albumet “Send the tigers”, fordi de endelig havde taget sig sammen til at lave et en god plade igen.

På samme måde har jeg det med Håkan Hellströms nye plade “För sent för Edelweiss”. Jeg var meget begejstret for hans to første plader: “Känn Ingen Sorg För Mig Göteborg” og “Det Är Så Jag Säger Det“. Her var der smæk på melodierne og man kunne skråle med på næsten alle sangene, og jeg mener skråle, for sang kan man næsten ikke kalde det. Hellström skråler af hele sit hjerte, og det lyder fantastisk.

På de næste to plader “Ett Kolikbarns Bekännelser” og “Nåt Gammalt, Nåt Nytt, Nåt Lånat, Nåt Blått”, var den mere dybsindige, eftertænksome og mørke side fremherskende. Sange var egentlig gode nok, men man kunne ikke andet end savne de mere livsglade og lette numre.
Men det har måske været en renselsesproces, for på den nye plade er noget at ungdommens vildskab tilbage.

Hvordan beskriver man så de nye numre? Hmm… Lige dele: Emil fra Lønneberg, Bruce Springsteen og powerpunk, blandes med sommer, fest og fællessang. Til sidst afrundes med et skvæt glæde og gøgl.
Håber det giver lidt mening, ellers kan jeg klart anbefale at opleve Håkan Hellström live. Til koncerterne under hans første plader stod den på matrostøj og sæbebobler. Matrostøjet er lagt på hylden men han er stadig god for en habil fest.

Håkan Hellström spiller på Pumphuset Torsdag d 17.April, men der er desværre allerede udsolgt, men mon ikke han slår vejen forbi Danmark igen?

Musikbiografier

4. april 2008 skrevet af: Allan

Som noget nyt her på bloggen vil vi nu også begynde at anbefale musikbiografier.
Musikbiografier er en genre som er blomsteret op i den senere tid. Her på det seneste er der kommet en del gode musikbiografier, men der er også ældre som fortjener et par gode ord med på vejen. Den jeg anbefaler i denne uge er af ældre karakter men den hører absolut til en af mine favoritter.

Bogen det drejer sig om er :”The Dirt -Confessions of the World’s Most Notorious Rock Band”. En biografi om det berygtede band Mötley Crüe. Mötley crüe er langt fra et godt metal band, men hvad de mangler i talent og gode sange, har de heldigvis i galskab og rock’n'roll livsstil.
Trommeslageren Tommy Lee er notorisk berømt for hans evne til at nedlægge fotomodeller, og at spille trommer på hovedet! Tommy Lee kender du fra det berømte sexbånd med Pamela Anderson, men ellers tror jeg at de fleste af medlemmerne i bandet har et grumset sexklip liggende et eller andet sted på nettet.

Bogen er en rejse ind i en verden hvor sex, alkohol, stoffer og drama næsten overskyggede musikken. Sjovt er det også at læse om alle de andre musikere som har festet med Mötley Crüe. De vilde historierne om Ozzy Osbourne giver større forståelse for at Ozzy på hans ældre dage mest af alt minder om en lettere tilbagestående zombie uden korttidshukommelse.

Bogen er skrevet med hjælp af Neil Strauss, som har hjulpet mange musikkere med deres biografier (mere om det i et senere blogindlæg). Strauss seneste er værk er “Spillet - scorekunstnernes hemmelige verden set indefra” Der også er en helt fantastisk bog.

Det rygtes at bogen filmatiseres, med Bl.a Val Kilmer og Christopher Walken i nogle af rollerne. Det kan kun blive spændende.

Hermed en varm anbefaling af “The Dirt” læs den og bliv både fascineret og afskrækket af det søde rock’n'roll liv. Smid en kommentar hvis du også har læst den eller vil give den et par ord med på vejen.