Arkiv for maj 2008

Ganske gratis kuldegysninger på biblioteket

29. maj 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg glæder mig til at komme på arbejde på tirsdag!

Som det måske er bekendt er der SPOT Festival i Århus næste weekend. Det er den festival, hvor den navnkundige amerikanske Rolling Stone redaktør David Fricke plejer at opdage danske navne - som tidligere eksempler på det kan nævnes Raveonettes, Under Byen og Junior Senior. Med optrædende som Dúné, Choir of Young Belivers, The Late Parade og Turboweekend i år, for bare at nævne nogle få, er det udover Roskilde Festival den festival, jeg helst vil deltage i, men af forskellige grunde er det ikke muligt for mig at tage til festival i Århus næste weekend. Men søreme om ikke 3 af kunstnerne fra SPOT Festival optræder på mit arbejde på tirsdag!

ingridolava.jpg

Overskriften for de ekslusive koncerter på 5 danske bibiblioteker, der er arrangeret i et samarbejde mellem bibliotekernes fælles musiksite Musikbibliotek.dk og SPOT Festival er “3 nye nordiske solister”.

De 3 solister er: danske Mads Langer, der havde et mindre gennembrud i 2006 med pladen Attention Please og de to up-coming norske sangerinder Susanna, der har slået sine folder i Susanna & the Magical Orchestra og Ingrid Olava, der til stor succes i Norge nyligt har udgivet debuten Juliet´s Wishes.

På myspace har enhver musiker med respekt for sig selv jo en profil med en masse sange man ganske gratis kan lytte til. Det har jeg selvfølgelig gjort med de 3 solister, og jeg må jo være ærlig og sige, at jeg synes at både Mads Langer og Susanna umiddelbart kedede mig lidt, så dem vil jeg ikke spilde mere plads på, selvom jeg nu alligevel også ser frem til at høre dem live, da de trods alt lyder meget talentfulde.

Men jeg skal så til gengæld love for at jeg er blevet glad for Ingrid Olava! På hendes myspace ligger 5 sange, der alle, for mig at se, er små hits. Det er smukke, poetiske sange i traditionel singersongwriter stil med et lille alternativt skær á la Mazzy Star, og de får Tina Dickow til at lyde som en snøvlende efterskolekorsangerinde… Nej, det mener jeg selvfølgelig ikke helt, men jeg får altså sjældent musikalske kuldegysninger af andet end hardcorepunk - og, ja så måske lige Mazzy Star - og kuldegysninger er netop hvad disse sange giver mig. I hvert fald sangen Stars, som jeg vistnok kan høre i en uendelighed hér til aften…

Tjek Ingrid Olavas myspace ud og hør og se også Only Just Begun herunder fra youtube. Og GØR så dig selv den tjeneste at komme på Næstved Hovedbibliotek på tirsdag Kl. 16 og hør Ingrid Olava for første og sidste gang ganske gratis inden David Fricke importerer hende til USA.

Læs mere om koncerterne på vores hjemmeside

Lidt om mig (Lars)

20. maj 2008 skrevet af: Lars

img_0167.jpg

Jeg hedder Lars Ovesen, er 31 år gammel, og netop ansat som musikbibliotekar her ved NæstvedBibliotekerne, så det er nok mest i forbindelse med musikbiblioteket, at jeg kommer til at informere.

Hvis jeg skal liste nogle af mine yndlingsbands op, selv om det er svært, så kommer der et par stykker her;

Rammstein (helt klart nummer 1, men det kommer jeg ind på i et senere indlæg)
Metallica (de er ikke til at komme udenom)
Thievery corporation (noget af det bedste, “elektronisk”, jazz på den her side af månen)
Pixies (fordi de bare er for vilde)
Frank Black (tidligere Pixies forsanger, så ham kommer man ikke helt udenom)AC-DC (total old school rock’n rool)
Pink Floyd (Mere smukt og melodisk bliver det vel ikke)
The Cure (Der en et eller anden form for “glædens” budskab i deres musik)

Og ufattelig mange andre.
Jeg nyder meget at høre live musik, og her er jeg til det meste. Jeg har været til Roskilde festival en del gange, og skal i år med til Skanderborg festival samt en lille lokal festival i Sønderjylland (hvor jeg kommer fra) der hedder kløften festival. Mest er jeg nok til mindre koncerter, dette skyldes at de er mere intime og man føler sig tættere på kunstneren.

Jeg følger meget med i regler for copyright m.m. da jeg er af den holdning at musik, i fremtiden, bliver mere digitaliseret og at download af musik efterhånden overtager det “fysiske” medie.

Det var en kort introduktion af mig, jeg håber at i bliver glade for mig, og ser frem til at være behjælpelig her på NæstvedBibliotekerne.

Det skal du se på Roskilde! Del 2

9. maj 2008 skrevet af: Allan

Roskilde Festival 2008 

Efter Mads har anbefalet hvad han synes man skal se, er det nu min tur til at komme med anbefalinger.

Neil Young
Rust sover aldrig. Man skal unde sig selv at se Neil Young, hvert år på Roskilde er der et af rockens koryfærer som man bare skal se. Tidligere har det været Bob Dylan, Roger Waters, Brian Wilson. Neil Young har haft en omtumlet karriere og har også udgivet et par meget spøjse plader i starten af firserne, hvor der var godt med vocoder og syrede tekster. Men det på trods er han altid god for en gammeldaws rock koncert.

Danske bands
Flere gode danske navne har fundet vej til roskilde plakaten. VETO har jeg oplevet før på Roskilde, det var en intens oplevelse selvom de spillede om ret tidligt på dagen, håber de får lov at spille om aftenen. Henrik Hall der tidligere havde sin gang i Loveshop er også et must. Alphabeat tror jeg også kan sparke en fest igang. Men ellers vil jeg opfordre til at høre et hvilken som helst dansk band, det er som de lige opper sig lidt mere når de står på scenen i Roskilde.

Noget elektronisk
På et eller andet tidspunkt begynder lejerkulleren at melde sig, så er det godt med noget elektronisk musik til at få danset støvet/mudderet af kroppen og få et par solide mavepumpere af bassen. I år skal man helt sikert unde sig Chemical brothers og Fedde le Grand. Gnarls Barkley kan gå begge veje, det kan blive enormt fedt men de kan også drukne i en alt for stor scene.

Jävla Svenska!
Vort svenske broderfolk er også godt repræsenteret. Her kan Lykke Li, Familjen, Säkert! og José González anbefales. Så få fat i et par Pripps, lad håret i nakken gro, find en tilpas selvglad/tumpet grimasse og straks er du en del af flokken af svenskere der udbryder:”Fy Fan, det danska öl er starkt!”

Husk! De største oplevelse er ikke altid dem på orange. Enig eller uenig? smid en kommentar.

Det skal du se på Roskilde! Del 1

7. maj 2008 skrevet af: Mads

Roskilde Festival 2008

Til sommer - nærmere bestemt den 3.-6. juli - afholdes det officielle program af årets Roskilde Festival (allerede fra den 29. juni er der dog warm-up aktiviteter for festivalfolket). Jeg skal desværre ikke med, men det skal afholde mig fra at give mine anbefalinger til, hvad man ikke bør snyde sig selv for at se på festivalen, hvis man er så heldig at skulle afsted.

18th Dye - MySpace
- I disse genforeningstider, hvor gamle bands med mere eller mindre held finder sammen igen, er det en glædelig begivenhed, at denne hedengangne dansk/tyske støjrockgruppe fra de glade 90′ere har begået en ny plade. Det holder stadig!

Jeg ville ønske, jeg kunne sige det samme om The Cult - MySpace, som ligeledes spiller på årets festival, og som ligeledes har udgivet en ny plade efter mange års pause, men der må jeg desværre sige, at det er noget fesent comeback, de har lavet med pladen “Born into this”. Men okay, hvis de spiller en masse af de gamle numre, så skal deres koncert nok blive en fest.

The Notwist - MySpace
- Jeg faldt for dette tidligere hardcore punkband fra Tyskland, da de i 2003 udsendte pladen “Neon Golden”. En stille halvelektronisk sag, der ligger meget langt fra noget som helst hardcore. Det er derimod stemningsfuld, sprød electronica med spredte guitarudbrud og meget iørefaldende melodier. Har ikke hørt deres seneste udspil, men det glæder jeg mig til.

Slayer - MySpace
- Bandet har spillet den samme ekstreme, vrede musik i 25 år. Det er et af de bands - som AC/DC og Motörhead - hvor man virkeligt ville rynke på næsen, hvis de pludselig skiftede stil. Deres musik er lig med sublimt (hurtigt) trommespil, hvinende guitarsoli, tekster om helvede og død. Og naturligvis ondt i nakken efter en hel koncert med hovedrysten! Det er ondt og grimt, men man kan ikke andet end blive i godt humør :o)

Det var mine personlige favoritter. Hvad vil du gerne se på årets Roskilde Festival?