Arkiv for juni 2008

Det SKAL du se på Roskilde! Del 3

19. juni 2008 skrevet af: Thomas Damholt

The Dø
The Dø

Allan og Mads har tidligere skrevet hvad de synes man skal se på Roskilde Festival i år. Hér kommer mit bud:

My Bloody Valentine - http://www.myspace.com/mybloodyvalentine
For første gang i 16 år kan de banebrydende poetiske støjrockere i My Bloody Valentine opleves live. Siden mesterværket Loveless fra 1990 har en større skare af tilhængere - inkl. mig - ventet på at hovedkomponisten og perfektionisten Kevin Shields skulle tage sig sammen og fokusere på at lave en (umulig) opfølger til Loveless.
Oplev smukke melodier under dronende guitarstøj.

The Hellacopters - http://www.myspace.com/hellacopters
Mit yndlingsliverockband (kun overgået af Rolling Stones) takker af efter 14 år. Jeg oplevede dem trykke nyskabende metalpunk af på 1000Fryd i Aalborg tilbage i 1994, hvor Hellacopters var et fritidsprojekt for Nicke Andersson, der dengang primært var trommeslager i Entombed. Siden er der gået stadionrock i den og Hellacopters helt egen blanding af MC5, The Stooges, Rolling Stones og Lynyrd Skynyrd har været exceptionel live og på plade. Bered dig på pludselig at spille luftguitar!

Jay Reatard - http://www.myspace.com/jayreatard
Fra midterne af 90′erne begyndte garagerock revivalen, der med afsæt i 60′ernes garagerock smed et skud opdateret punkrock oveni. Siden fik genren mainstreamnavne som The Hives og White Stripes. Memphis var selvfølgelig leveringsdygtige i sådane bands - særligt The Oblivions, mens også  The Reatards med Jay Reatard i front var rigtig fede. Hér i 2008 fik jeg et myspace tip til Jay Reatards nye solo-materiale og må konstatere at han virkelig har formået endnu engang at opdatere den gamle rock. Hvis du kan li’ Dùné, må du opleve Jay Reatard i Roskilde. 

The Dø - http://www.myspace.com/thedoband
For et par dage siden opdagede jeg gennem en ven på last.fm finsk-franske The Dø, der vel spiller en slags let eksperimenterende folkrock. Den smukke forsangerindes skrøbelige stemme minder meget om Nina Perssons og melodierne sidder SMÆK lige i hovedet. Live kan de også levere varen - se klip herunder fra youtube - så fang dem på Roskilde!

Open up my eyes and let me see the beauty of the dark

4. juni 2008 skrevet af: Allan

Overskriften på blogindlægget er noget af teksten fra Mads Langers sang “Killer”, en sang der forhåbentligt kommer med på hans kommende album.

Titlen er meget sigende for pre-SPOT koncerten i går på Næstved Hovedbibliotek. For alle tre kunstnere: Susanna, Ingrid Olava og Mads Langer er foremme repræsentanter for den mørke og melodiske musik, men på hver sin måde.

billede-007.jpg

Koncerten startede med Susanna, hvis stemme må siges at være i særklasse.  Når hun synger lægger man næsten ikke mærke til at der også er klaver. Da en af hendes sange var færdig var der fuldstændig stille, indtil folk klappede, noget der sjældent sker på et travlt bibliotek.
http://www.myspace.com/susannasonata

billede-010.jpg

Derefter gik turen til Ingrid Olava, der allerede her på biblioteket har fået en lille fanskare. Hendes sang “Back to love” hører også til en af mine favoritter for tiden. Hendes stemme minder en del om Fiona Apples. Så hvis du er til Fiona Apple, skal du helt klart høre Ingrid Olava, der også har den dér snert af skrøbelighed i hendes ellers kraftfulde stemme. Udover at give nogle afdæmpede verisioner af hendes egne sange, sneg der sig også et cover af Bob Dylans “Don’t think twice, It’s All right” ind.
http://www.myspace.com/ingridolava

billede-014.jpg

Sidste mand var danske Mads Langer, som i den grad forbavsede mig.  Hans album “Attention please” var ok, men gjorde ikke synderligt indtryk. Men det må jeg sige, at hans nye sange gjorde. Jeg har selvfølgelig glemt hvad sangene hed. Men den første sang han spillede, den han spillede på klaver, og “Killer” hvor indlæggets titel er taget fra, tegner godt for hans kommende album.
http://www.myspace.com/madslanger

Alt i alt en fornøjelig lille musikalsk rejse, hvor man fik øjnene op for mørket. Jeg kan kun anbefale at høre de tre kunstnere, hvis du har mulighed for det.

Smid gerne en kommentar hvis du er enig eller uenig

Se alle billederne fra Pre-SPOT koncerten her

Er du fan af Næstved bibliotek på Facebook, vil du også kunne se filmklip fra koncerten