Arkiv for juni 2010

We’re all Frankies.

28. juni 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Måske kender du allerede Suicides musik uden at vide det. Engelske M.I.A. har nemlig rå-samplet Suicide-nummeret, Ghost Rider, på sin seneste single, den kontroversielle Born Free. Og egentlig kan det ikke undre, at M.I.A. har kunnet se muligheden i at genbruge denne musik mere eller mindre ubearbejdet. Ghost Rider fra 1977 er nemlig i sin oprindelige form et stykke pågående elektro-punk, lysår forud for sin tid, og for så vidt karakteristisk for Suicides debutplade, Suicide, der i dag har klassikerstatus. Blandt den lange række af musikere der har peget på albummet som en direkte inspirationskilde er så forskellige navne som R.E.M., Henry Rollins, Joy Division, Nick Cave og Radiohead. Duoen blev stilskabende med sin blanding af rytmeboks, billige farfisa-keyboards og Elvis-inspireret vokal, da den dukkede op på 70’ernes New York-scene sammen med Ramones, Blondie, Television og Patti Smith. Og Suicide var fra starten uden for kategori: sangeren Alan Vega kom fra billedkunsten og keyboard-spilleren, Martin Rev, havde nok rodet med elektronik, men var selverklæret ikke-musiker.

Suicide er lyden af levet liv. F.eks. skinner det kraftigt igennem at Vega som helt ung var i Vietnam som soldat. Flere steder er musikken således båret af helikopter-rytmik, som i kærlighedserklæringen Cheree, der er tæt på at drukne i rotorbladenes dunken. Suicide er desillusioneret lidenskab, ingen tro på den store, fælles drøm her – hør bare Che om revolutionshelten Guevara. Til gengæld er der masser af medlidenhed med det enkelte menneske. Som i den lange Frankie Teardrop om fabriksarbejderen, Frankie, der arbejder 10 timer om dagen og alligevel ikke kan få det til at løbe rundt. Og som ender med at tage livet af sig selv og sin lille familie. Alan Vegas we’re all Frankies-skrig henover musikkens fabrikspuls kan stadig få de små hår til at rejse sig på mig. Det er horribelt og smukt på samme tid. Suicide er rumklang, ekko, tremolo, dunkende rytmik og minimalisme fra start til slut. Det er livets hastighed, og det er ALDRIG overgået, selv om det er forsøgt. Intet hjem bør være uden et eksemplar.

Den 27. august genopfører Suicide deres mesterværk fra 1977 på Statens Museum for Kunst. Det bliver stort. Det bliver sikkert også sidste chance for at opleve bandet på dansk grund, så skaf dig en billet og varm op med Suicide indtil da. Disciplen Trentemøller spiller opvarmning.

Da dette jo er en biblioteksblog, kommer her til slut en lille litteratur-quiz:
“Hvilken yngre dansk forfatter påstår i en af sine bøger, at Suicide var det eneste band unge, håbefulde forfattere hørte dengang i 80’erne? Og at han (for det er en han) skrev et Suicide-citat på en toilet-væg på et københavnsk in-sted?”. Send os svaret og vind æren!

Lån Suicide: Suicide via Bibliotek.dk

Underspillet og intenst

23. juni 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Da Tindersticks dukkede op omkring 1993, virkede deres stemningsfulde, tyste, og dog dramatiske musik, som den perfekte modgift ovenpå en lang bølge af mere eller mindre støjende bands som Dinosaur jr., Sonic Youth, Swans, Mudhoney, og hvad de nu alle sammen hed. Nirvana, ikke at forglemme.

Tindersticks dyrkede den klassiske, eksistentielle popsang, hvor de store forbilleder var Tim Rose, Lee Hazlewood og Scott Walker. Stuart Staples mørke og nasale vokal understøttedes perfekt af en samling disciplinerede musikere, der spillede for helheden og aldrig var anmassende.

De første tre plader, Tindersticks, Tindersticks (aka The Second Album) og Curtains, var mere end fremragende, men derefter var det som om bandet mistede højde, og pladerne, der fulgte var nok gode, men åbenbart ikke længere drevet af samme nødvendighed. Efter Waiting for the Moon (2003) gik parterne fra hinanden, og først med den lovende The Hungry Saw (2008) lod bandet hører fra sig på ny.

Falling Down A Mountain er Tindersticks ikke bare ved at finde takterne igen, de er i færd med at genopfinde sig selv. Fra den lange indledningssang med sin blå trompet henover et tæppe af skummel avantgarde-soul, til en sindsoprivende ny-klassiker som Factory Girls (”it’s the wine that makes me sad – not the love I never had”) kommer Tindersticks vidt omkring. Instrumental-nummeret Hubbard Hills lyder med sin langsomme orgelpuls og glasklare trompet som Morricone i en retro-fremtid, og Harmony Around My Table er bare Tindersticks, når de er Tindersticks.

Falling Down A Mountain er ikke kun en cementering af bandets status som unikt på musikscenen: peger pladen i nogen grad tilbage, fordi den på en måde opsummerer bandets tidligere bedrifter, peger den bestemt også frem. De nye medlemmer Earl Harvins, David Kitt og Dan McKinna har tilført tiltrængt energi til bandet, der igen spiller med en tilbageholdt nerve, der ikke lader de tre første plader meget efter. Anbefales. 

Lån Falling Down A Mountain på netmusik.dk
Lån Falling Down A Mountain på CD

Expressway to Yr. Skull

9. juni 2010 skrevet af: Peter Thygesen

The Eternal lavet af Sonic Youth

Om det er skiftet fra Geffen til det mindre pladeselskab, Matador, der har gjort udslaget, skal her være usagt, men faktum er, at Sonic Youth på The Eternal pludselig igen lyder som om de mener det. Pladen er dedikeret til den nyligt afdøde Stooges-guitarist, Ron Asheton (og ligeledes afdøde Johnny Thunders er afbilledet på coveret), måske som en erkendelse af tidens knaphed. I hvert fald spiller Sonic Youth mere fremadrettet og fokuseret end de har gjort meget længe.

Da bandet i 1980’erne brød igennem i undergrunden med plader som Evol, Sister og Daydream Nation, var det med en særegen lyd, der genoplivede guitaren og redefinerede dens rolle i rocken. Karakteristisk var den ringende og dissonante lyd, der fremkom fordi der blev spillet på sært stemte guitarer, endda ofte med skruetrækkere og trommestikker. Dengang lød bandet tilpas farligt i sin afsøgning af det typisk amerikanske til at være blandt de mest spændende på scenen. Siden da har det dog af og til virket som om, at bandet har stillet sig tilfreds med sin mere eller mindre cementerede rolle som støjrockens konger. På det sidste har dog både Sonic Nurse og Rather Ripped peget i den rigtige retning.

The Eternal er Sonic Youths 16. album, alderspræsidenten, Kim Gordon, er 57, og alligevel er det en plade, der er oser af nerve og nødvendighed. Numre som What We Know og Antenna har i overflod af fremdrift og tyngde, og heldigvis har bandet ikke glemt hverken forvrængning, de klokkeagtige guitarer eller de mærkværdige akkorder. Generelt synger Kim Gordon (igen) de bedste numre, eksempelvis rockeren Calming the Snake og den lange og fantastiske afslutningssang, Message the History, hvor tempoet er skruet en smule ned og instrumenterne løfter nummeret effektivt og smukt langt ind i guitarhimlen. The Eternal er Sonic Youths bedste i mange år og anbefales på det kraftigste.

Bestil The Eternal i Bibliotek.dk
Lån The Eternal på Netmusik.dk