Arkiv for juli 2010

Anbefaling: OK Kings - It’s OK

29. juli 2010 skrevet af: Peter Thygesen

OK Kings-It's OK (2008)

OK Kings-It's OK (2008)

I midten af 90’erne – for lææænge siden, som Dan Turéll ville have sagt – fik surf-musikken en uventet vitaminindsprøjtning, da Quentin Tarantino gjorde brug af Dick Dales 1962-klassiker Misirlou i sin Pulp Fiction (1994). Pludselig var surf og instrumental det hotteste på musikscenen, Dale kom på sin første længere turné, og det nærmest myldrede frem med unge bands.

Fænomenet var vitalt i en årrække med bands som Man Or Astro-Man, Vice Barons og Los Straitjackets. Herhjemme dannede Sune Wagner sammen med en bande ligesindede Tremolo Beer Gut. Først ude i den sammenhæng var dog københavnske OK Kings, der allerede i 1995 udsendte 7″ EP’en Prayjob og året efter 10″-LP’en Our Kingdom for a Wave. Begge i små oplag på Karls Grammofonpladeselskab. På det tidspunkt havde bandet allerede længe været husorkester i den københavnske Klub Okking, der var postmoderne retro på den cool måde. Her var OK Kings’ instrumentale surf det perfekte lyd-tapet til en aften med stilige jakkesæt og farvede drinks.

Selv om surfen sådan set aldrig har været helt forsvundet i mellemtiden, har den dog næppe samme status i det musikalske landskab som dengang. Derfor måtte det siges at være lidt af en overraskelse at OK Kings i 2008 langt om længe udgav deres første rigtige langplade, It’s OK. Og det er mere end OK. Fra det røde, sorte og hvide cover til det musikalske udtryk er bandet til stede, som om det aldrig har været på stand by.

OK Kings hugger igen med arme og ben alt det bedste fra The Ventures over Dick Dale til Ennio Morricone og evner at sætte stumperne sammen til en musik, der ikke har mange døde punkter. Mest imponerende er nok, at gruppen formår at skabe et personligt udtryk i en genre, der i bund og grund er dybt konservativ. Og at de er i stand til at ramme konsekvent ned i det følelsesmæssige – i hvert fald hos denne lytter – med en musikform, som mange ellers betragter som indbegrebet af ironi og postmoderne overflade. Hos OK Kings er alvoren og det ironiske – og det autentiske og det lånte - umuligt at adskille. Og det er et stort plus i min bog. Bare numrenes titler; Waikiki Curls, Tsunami 95 og Mosquito!! Så ved man ligesom, hvor man er henne!

De bedste numre er dem, hvor tempoet sættes lidt ned, og hvor der bliver ekstra plads til twang, tremolo og temaer i mol. Med to guitarer, bas, et orgel i ny og næ, og ikke mindst et trommesæt med den helt rigtige lyd, gør OK Kings en dyd ud af nødvendigheden, og de er mestre på et felt, hvor enkelthed og virtuositet går hånd i hånd. Gruppens stærkt filmiske musik sætter nærmest pr. automatik den indre biograf i gang med billeder af agenter i jakkesæt, Luger-pistoler, sølvfarvede balloner og piratfisk i akvariet og minder på en måde som om noget, der aldrig har været. Og det er lidt af en præstation. Anbefales.

Hør OK Kings - It’s OK via BibZoom

Ene og alene. Det er munketid!

14. juli 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver.
Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog fremover en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt.

The Monks - Black monk time (1965)

The Monks - Black monk time (1965)

Historien om den amerikanske gruppe The Monks lyder næsten som om den kunne være opdigtet. The Monks blev dannet i 1964 på en militærbase i Tyskland af en flok udstationerede, amerikanske soldater. Man anlagde fra starten et hårdt og farligt image, der var bevidst anti-Beatles. Kortklippede, kronragede, sortklædte (nogle gange endda i munkekutter) og med løkker om halsen i stedet for slips distancerede bandet sig da også fra de øvrige af tidens grupper. Outfit og bandnavn var naturligvis også en ironisk understregning af følelsen af isolation, langt borte fra rockmusikkens hellige haller, som gruppen jo var. Bandet indspillede en enkelt plade i 1965 og gik så i opløsning i frustration over manglende succes. Den er senere blevet udråbt til at være en overset perle og genudgivet utallige gange.

I dag må man jo nærmest betragte det som et held, at The Monks fra starten var dømt til at mislykkes kommercielt. For det betyder, at Black Monk Time er lyden af et band, der har kunnet gøre, hvad de har haft lyst til uden smålig hensyntagen til omverdenens dom. Respekten for tidens toneklang er da også til at overse, og pladen må vel nærmest betegnes som pop-destruktiv. The Monks’ musik er primitiv, minimalistisk og repetitiv og baseret på rytmik snarere end melodi. Der er intet, der minder om klassisk sangskrivning i miles omkreds, til gengæld er der masser af simple tromme- og basmønstre, fræsende orgeltemaer, guitarfeedback og en forstærket banjo (!), der lyder som når man trækker en metalplade henover et ujævnt betongulv. Det kunne måske lyde afskrækkende, men det er faktisk både charmerende og medrivende. Sangene har titler som Shut Up!, Drunken Maria og I Hate You med tekster der er lige dele børneremser og dadaisme. Her blander man lystigt koldkrigsparanoia, Vietnam-krigen, James Bond og forholdet til piger (gerne i samme sang), og det er underholdende og råt.

The Monks stod med deres personlige og vilde garagerock ret alene i det musikalske landskab i 1965. Nogle af dem, der senere tog ved lære af gruppens særegne udtryk var bl.a. så betydningsfulde bands som The Velvet Underground, The Fall og White Stripes. Black Monk Time anbefales på det varmeste.

Bestil The Monks - Black monk time via Bibliotek.dk

 
 

 

 

Den perfekte recept

5. juli 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver. Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog frem over en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt.

Spacemen 3 - The perfect prescription

Spacemen 3 - The perfect prescription (1987)

Lyden af en smuk blomst i en forgiftet flod
Spacemen 3 lagde aldrig skjul på stoffernes betydning for deres musik, men der var nu ikke meget rock’n’roll over bandets livsførelse i øvrigt. Ingen skandaler, slagsmål, smadrede hotelværelser og den slags i miles omkreds. Mest af alt virkede det som om gruppen tog stofpåvirkningen og stoppede den i en blender sammen med alle deres favorit-bands og derefter aftappede koncentratet. Nogle af de navne der kom i maskinen var Velvet Underground, Suicide, Beach Boys, Iggy & the Stooges og Kraftwerk, og ud kom den mest intense og indadvendte (!) rockmusik i mands minde. Selv når de var mest elektriske, var lyden aldrig aggressiv eller fremadrettet. Snarere var det at lytte til bandet som at stå og betragte en fjern paddehattesky: smuk og foruroligende på én og samme tid. Det gode var at man som lytter ikke selv behøvede andet end musikken for at kunne mærke det på én gang varme og kolde sus i blodbanerne.

The Perfect Prescription
er gruppen på toppen af deres karriere. Gruppen er her disciplineret søgen efter renhed og mening i en verden i alt for hurtig rotation. For det meste er musikken skabt af to guitarer, bas, orgel og sang, der væver ind og ud af hinanden fra start til slut. Trommerne er der et sted, men de er ikke altid hørlige.
Sangene har titler som Come Down Easy, Take me to the Other Side og Things Will Never be the Same og lyder også sådan. Moderne mantraer kunne man også kalde disse numre.

Spacemen 3 lavede en lille håndfuld plader før Jason Pierces og Sonic Booms egoer blev for store og splittede gruppen i to. Begge fortsatte det musikalske spor fra Spacemen 3. Pierce med størst succes i Spiritualized.

The Perfect Prescription er den helt rigtige medicin til en travl og tarvelig tid. Anbefales på det varmeste.