Arkiv for august 2010

Bonnie ’Prince’ Billy: Beware (Drag City, 2009)

27. august 2010 skrevet af: Peter Thygesen

 

Bonnie 'Prince' Billy - Beware

Bonnie 'Prince' Billy - Beware (2009)

Will Oldham har siden debuten, No One Will Take Care Of You, fra 1993, udsendt et hav af plader, både i eget navn og under sine mange dæknavne; Palace Brothers, Palace Music, Palace, Pushkin Will, og altså også Bonnie ’Prince’ Billy. Den musikalske indpakning har vekslet mellem det do-it-yourself-prægede til en mere konventionel lyd, men det grundlæggende har hele vejen i gennem været Oldhams særegne sange og skrøbelige vokal. Et slags gennembrud blev det til med I See A Darkness (1999), hvorfra Johnny Cash lånte titelsangen til sin American Recordings III, Solitary Man (2000).

Oldhams musik lyder ofte, som om den er blevet til i et lille skur langt inde i De Sorte Bjerge. Og selv om den med lidt god vilje kan kaldes for en form for country, er der uendelig langt til Nashvilles bonede gulve, men måske ikke til hverken den oprindelige hillbilly-musik eller arven fra Hank Williams. Men egentlig er en genrebetegnelse uretfærdig, for Oldham er helt sin egen.

Således også på Beware, der lige så gerne benytter marimba, kornet og fløjte som de mere typiske countryinstrumenter som banjo, guitar og pedal-steel. Oldham har før omgivet sig med post-rockerne i Tortoise omkring pladen The Brave And The Bold (2006) og alt-mulig-guitaristen, Matt Sweeney, på Superwolf (2005), og det er nok i det lys, man skal se Oldhams forhold til begrebet genre. Når alt dette så er sagt, er Beware faktisk en ret tilgængelig plade, hvor fokus (igen) er lagt på en række slidstærke sange, der endnu engang kredser om emner som ensomhed, kærlighedens vildveje og tro. Og ringen er for så vidt sluttet, når Oldham på I Don’t Belong To Anyone synger linjen “There’s no one who’ll take care of me” med en klar reference til den allerførste plade. Allerede dengang sang Oldham med en fandenivoldsk skrøbelighed, hvor der ikke – havde man på fornemmelsen – var langt fra gråd til grin. Sådan er det stadigvæk. Man tør ikke helt tage Oldhams sange for pålydende, hvad enten han nu synger om kærlighed mellem søskende eller ensomhed så tænderraslende, at de fleste andre sangskrivere må se baghjul. Men man tør på den anden side heller ikke afskrive alvoren. Og det er i sig selv lidt af en bedrift. Beware anbefales herfra. Det samme gør Oldhams bagkatalog, især førnævnte I See A Darkness, der er i særklasse.

Bestil Bonnie ‘Prince’ Billy - Beware via Bibliotek.dk

Mærkværdig og vanedannende

6. august 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Gonjasufi - A sufi and a killer (2010)

Gonjasufi - A sufi and a killer (2010)

Det sker heldigvis, at man bliver virkelig overrasket. For ikke så længe siden var jeg inde i en københavnsk pladeforretning, da hele butikken pludselig genlød af den mest fremmedartede og flænsede musik hørt længe. En raspende vokal og et mildest talt skingert orgeltema balancerede ovenpå en dyb og laset tromme- og basbund, og havde nogen i lokalet spurgt mig om genre, kunne jeg ligeså godt have sagt ’muteret garagerock’ som ’electronica’. Jeg havde allerede glemt alt om den plade, jeg egentlig var kommet for at købe. Det der kom ud af højtalerne var Gonjasufi-nummeret DedNd, og jeg var solgt på stedet.

Bag navnet gemmer der sig et projekt fra San Diego bestående den sufi-inspirerede sanger Gonjasufi og produceren Gaslamp Killer, og bortset fra et par singler et dette parrets egentlige debut. Og hvilken debut. Der går længe imellem, at der dukker en plade op, der er så vedholdende dragende og mystisk som A Sufi And A Killer med sin mosaik af støvede beats, flossede, etniske melodistumper, samplede stemmer, reallyde og en dyb, dyb puls. Gonjasufis sangforedrag kan vel nærmest betegnes som en slags croonende og klagende soul. Man har således klippet og klistret sig til et imponerende stykke patchwork af dele som man egentlig ikke skulle tro kunne fungere sammen. Og hvis intentionen har været at bringe hele verden sammen i studiet, er det sandelig lykkedes. Musikalsk må pladen da også siges at favne bredt. Fra She Gone, der genlyder af The Kinks’ Swinging London med sit forstemte klaver over Kowboys & Indians’ flænsede india rock’n’roll til Mades roligere tempo komplet med forpint vokal og en ståpelsfremkaldende sølvtrompet. De mange stilretninger til trods fremstår A Sufi And A Killer utrolig helstøbt og med sin mystiske aura intakt selv efter mange gennemlytninger. Pladen er 59 minutter i selskab med en spirituel, flosset og på alle måder livskraftig musik, og den anbefales på det varmeste herfra.

Bonus: Gonjasufi giver en gratis koncert på Enghave Plads i København fredag den 20. august i forbindelse med Strøm Festivalen.

Lån Gonjasufi - A sufi and a killer via Bibliotek.dk