Arkiv for december 2010

Pop med volumen

23. december 2010 skrevet af: Thomas Damholt

Lån eller reserver Treats som cd

Lån Treats på bibzoom.dk

Scor kassen!

17. december 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Bokssættet er en dejlig mulighed for virkelig at kunne fordybe sig i en gruppe, fordi det jo i sagens natur indeholder rigtig meget musik. Desuden er der tit gjort noget ekstra ud af at præsentere indholdet på en indbydende måde med flotte og omfangsrige bøger med fotos og tekst. Alt i alt en æstetisk nydelse at få i hænderne, og noget enhver bør unde sig selv. Biblioteket har en guldgrube af bokse med god musik på hylderne. Her er en håndfuld stærkt anbefalelsesværdige af slagsen:

KRAFTWERK: The Catalogue (2009). Kraftwerk er uden overdrivelse den elektroniske musiks sande konger, og dette bokssæt er en virkelig luksuøs og omfangsrig sag, hvor man har samlet 8 regulære plader fra tiden 1974-2003 i nye, digitalt remasterede udgaver. Æstetikken er helt i top med fornemme 12 x 12” foto- og teksthæfter til de enkelte cd’er, der ligner de oprindelige lp’er i outfittet. Musikalsk er der tale om et rent overflødighedshorn med den ene klassiker efter den anden; Autobahn, Radioactivity og Trans Europe Express, for blot at nævne et par stykker. Musikalsk var Kraftwerk langt forud for deres tid og er sådan set aldrig blevet indhentet. Gruppen formår med enkle virkemidler at skabe deres helt egen genkendelige lyd, og det er fuldstændig forrygende. Hver gang.
Lån/reservér bokssættet 

PAN SONIC: Kesto (2004). Finske Pan Sonic er ligesom Kraftwerk pionerer indenfor den elektroniske musik, om end i en lidt mindre målestok. Denne flotte boks indeholder 4 cd’er, der giver et ganske godt billede af duoens musik. Her er nemlig alt fra tung, tung ambient til fremadrettede, rytmiske numre. Pan Sonic kommer ud af en tradition, der tæller navne som Suicide, Throbbing Gristle, Wire og Einstürzende Neubauten, hvor støjen og dynamikken er vigtige bestanddele. Finnerne producerer deres musik på hjemmelavede elektroniske instrumenter, og det kommer der en uhyre personlig og billedskabende lyd ud af. Eksperimenterende og dog ret umiddelbar, når det er bedst. Knitrende, brutalt og hypnotisk.
Lån/reservér bokssættet

THE FALL: The Complete Peel Session 1978-2004 (2005). Engelske The Fall er et af de mest bemærkelsesværdige bands på den blå planet. Med den samfundsrevsende vokal-særling Mark E. Smith i front og en utrolig udskiftning af menige band-medlemmer, er gruppen en af postpunkens seje overlevere. Altid i forandring og alligevel med en karakteristisk kerne var The Fall meget naturligt BBC-studieværten John Peels absolutte yndlinge. Det siges at Peel besvimede af overraskelse, da gruppen første gang spillede nummeret Eat Yourself Fitter (som er med her) i et af hans radioshows. I hvert fald var The Fall det band, som Peel optog flest sessions med, 24 i alt. Her er de alle samlet i et 6-dobbelt sæt ledsaget af fyldige noter til at blive klogere af. Det er skramlet og fantastisk og et godt billede af, hvordan The Fall lød i alle årene.
Lån/reservér bokssættet

JOE MEEK: Portrait of a Genius. The RGM Legacy (2005). En anden excentriker var sangskriveren og pladeproducenten Joe Meek. Hans interesse for alskens elektronik startede allerede som barn, og som ung var han en overgang radaroperatør i Royal Air Force. Men det var først, da han blev lydtekniker og senere producer, at hans viden og nysgerrighed for alvor fandt det rette forum. Ud over elektronikken var Meek nærmest besat af alt, der havde med rumfart og det ydre rum at gøre, hvilket kom til at kendetegne de fleste af de ting han producerede fra starten i 1955 til sin tragiske død i 1967. Inspireret af Buddy Hollys musik opstøvede Joe Meek ihærdigt unge engelske grupper, hvis lyd han kunne forsyne med spacede effekter, avanceret for den tid; baglæns rumklang, ekko, flanger og forvrængning. I denne boks får man alle grupperne, fra tidlig rock’n’roll til sublim pop. Alt sammen stærkt visionært og både stemningsfuldt og dybt mærkværdigt.
Lån/reservér bokssættet