Arkiv for januar 2011

Gamle mænd med pedalen i bund!

21. januar 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Grinderman - Grinderman 2 (2010)

Grinderman 2 (2010)

Da den første plade under Grinderman-flaget landede i 2007, var der mange der kunne se paralleller til både Iggy & the Stooges og Nick Caves første gruppe, The Birthday Party. Grinderman var nu ikke helt så langt ude på kanten som de grupper, men vildt og voldsomt var det.

Nu foreligger så gruppens opfølger, meget opfindsomt kaldet Grinderman 2. Og også denne gang med dyremotiv på coveret – dog ikke en gentagelse af etterens masturberende abe – men i stedet en ulv med blottede tænder lige midt i en moderigtig stues pænhed. Et velvalgt billede for så vidt, fordi Grinderman er lidt af et nakkebørsterejst rovdyr blandt musikscenens efterhånden alt for udbredte drøvtyggende konformitet. Gruppens noble mål er at have præcist det udtryk, man har lyst til uden smålig skelen til den kommercielle side af sagen. Det må man sige lykkes. Og egentlig er denne toer nok mere ekstrem end både Grinderman 1 og det, som Nick Cave laver i Bad Seeds-regi for tiden.

Der tages generelt flere chancer her. Til tider tungt støjende som et psykedelisk garageband på besøg i voodoo-land, andre gange decideret smukt, som i den yderst minimalistiske What I Know. Helt sublimt bliver det i numrene Palace of Montezuma og Worm Tamer, der besøger et musikalsk terræn, hvor hverken Grinderman eller Nick Cave & the Bad Seeds har været før. Worm Tamer er med Caves egne ord simpelthen et af de mest ekstraordinære numre, han nogensinde har været involveret i. Ikke så lidt for en mand, der vel efterhånden må have skrevet og indspillet flere hundrede sange.

De lyttere, der forventer klassisk Nick Cave-sangskrivning á la The Boatman’s Call behøver ikke at abonnere denne gang. Vi andre kan glæde os over en tour de force ind i hjertets søle, hvor sindssyge og kærlighed er to uadskillelige størrelse. Hvor der er ligeså meget kraut-rock, som der er blues, og hvor de sort-humoristiske tekster står i kø for at komme frem. Stedet hvor forvrænger-pedalen aldrig hviler sig, og mænd på 50+ nægter at overgive sig. Fanden heller!

Hent og hør Grinderman 2 på BibZoom

Reservér Grinderman 2 på NæstvedBibliotekerne

Din lille radiator

4. januar 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Hope Sandoval - Through the Devil Softly (2009)

Hope Sandoval - Through the Devil Softly (2009)

Man kan ikke ligefrem påstå, at Hope Sandoval har ild i røven med hensyn til at sende sin musik i cirkulation. Medregnet de ting hun lavede med Mazzy Star, er det nemlig kun blevet til fem udgivelser på 20 år ( + en smule gæsteoptræden med bl.a. Air, Massive Attack, Chemical Brothers og The Jesus and Mary Chain). Mazzy Stars tre plader fremstår i dag som små perler med deres folkede, indadvendte og Velvet Underground-inspirerede rockmusik. Især debuten, She Hangs Brightly, fra 1990 kan varmt anbefales og lyder frisk den dag i dag. Den gruppe stoppede i 1996, men først i 2001 var der godt nydt for fans af den lille sangerinde, idet pladen Bavarian Fruit Bread udsendtes i Sandovals eget navn. Denne plade var næsten endnu mere stille og tilbagelænet end selv Mazzy Star havde været. Sandoval udgjorde sammen med den tidligere My Bloody Valentine-musiker, Colm Ó Ciosóig, kernen i projektet, og selv om udgangspunktet stadig var folk, havde man tydeligvis også ladet sig inspirere af dub-musik. Ofte stod musikken og ekkoede frem og tilbage, og som lytter var det ikke svært at lade sig føre med på de lydlige bølgeskvulp.

Nu foreligger så – endelig – opfølgeren Through the Devil Softly. At anmelde Hope Sandovals forskellige musikalske udfoldelser er lidt som at anmelde en julegudstjeneste: Der er ikke den helt store variation fra gang til gang. Det er stadigvæk Sandoval og Ó Ciosóig, der står for langt det meste – de har sammen skrevet hovedparten af sangene og spiller de fleste instrumenter. Også denne gang suppleret af en mindre hær af musikere. Vægten er stadig lagt på det akustiske; guitar, mundharpe, banjo, trommer og tangenter akkompagnerer Sandoval, der endnu engang har følelserne helt uden på tøjet. Flere numre mimer i strukturen halvtredser-poppen, og det er omtrent så hyggeligt som en David Lynch-film. Nummeret Trouble er så sammenbidt som gruppen nogensinde bliver med sin flænsede lyd, huggende guitar og desperate vokal; “the trouble with trouble is…”

Lyden af The Warm Inventions er lyden af god tid. Jeg tror faktisk ens puls falder i selskab med denne musik. Og selv om der kredses om længsel og tab, forfalder man ikke til det sentimentale. Hope Sandoval & Co. er udover den slags. Der er sikkert dem, der vil påstå, at gruppens musik er tæt på eskapisme med sin tilsyneladende ubegrænsede insisteren på retten til at vende verden ryggen. Men faktisk mener jeg, at der er tale om det modsatte, fordi man inviteres ind i en verden, hvor der er plads til lytteren, og hvor det at ånde i takt til musikken er nok. Anbefales varmt.

Hør Hope Sandoval på BibZoom

Bestil Hope Sandoval på Bibliotek.dk