Arkiv for april 2011

Travelling the Interzone

5. april 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Der er mange sagkyndige, der betragter William S. Burroughs som den vigtigste forfatter i det 20. århundrede. Det mærkelige med Burroughs er, at selv om de færreste har læst ham, er han alligevel grundigt inkorporeret i vores bevidsthed. For udover at han i sine bøger afrapporterede tilbage fra helvede om magt, paranoia, afhængighed og kontrol, gjorde han sig også til fortaler for en tyveknægte-strategi, der så stort på forhold som ophavsret, kopiering, originalitet, etc. Stjæl alt hvad du ser, sagde Burroughs, mens han betragtede den samlede litteratur (+ tegneserier, avistekster, lydoptagelser, etc.) som et kæmpe tagselvbord, der kunne genbruges og indskrives i egne værker, indtil ingen kunne sige, hvad der var hvad.

Den teknik som Burroughs opfandt til formålet, kaldte han cut-up, og denne nedsmeltning af genrer foregik lige så gerne på båndoptagere som på skrift. Faktisk en forløber for den elektroniske revolution, som vi i dag kalder for sampling, og som vi betragter som noget helt naturligt. Nogle af dem, der senere stjal fra Burroughs, var selvfølgelig hip hopperne, og derfor må Burroughs’ samarbejde med de opfindsomme drenge i The Disposable Heroes siges at være helt logisk. Historien tilhører dem som kan bruge den, og Disposable Heroes tager øjeblikket i besiddelse ved at hugge stumper fra musikhistorien og sætte den sammen på ny i en syret, funky, og gadesmart collage. Musik for en ny beat-generation, kunne man kalde det. Burroughs reciterer henover dette boblende jazz-beat med en stemme så drævende som en aldrende cowboy i en toneleje så fladt, som den prærie Burroughs oprindelig stammede fra. Teksterne er en slags greatest hits fra mandens litterære bagkatalog, fra det groteske til det sorte. Det meste af tiden med tungen i kinden og vildt humoristisk: Dr. Benway Operates om den hårdkogte kirurg, der opererer v.h.a. rustne sardindåser, hvis han da ikke lige fjerner svulster med tænderne, Junky’s Christmas om narkoverdenens barmhjertige samaritaner, og ikke mindst gode råd til ungdommen i Words of Advice for Young People. Language is a virus from outer space, siger Burroughs. Lad det glade budskab sprede sig!

Lån Spare Ass Annie and Other Tales via bibliotek.dk