Arkiv for april 2012

Ren kærlighed og galger

26. april 2012 skrevet af: Thomas Damholt

I anledning af at Frank Carter, ex-forsanger i det engelske hardcore band Gallows, just har udsendt førstesinglen for et nyt album med sit nye band, vil jeg da lige gøre opmærksom på netop Gallows.

Men først - nyd herunder videoen til førstesinglen med Frank Carters nye band Pure Love: Bury my Bones. Jeg synes det er en fremragende monumental rocksang af den slags, der ikke er hverken den ene genre eller den anden. Når jeg hører den tænker jeg inspirationskilder som The Clash, Manic Street Preachers, Queen og The Darkness. Jeg synes det er smukt at se hvordan et hardcore-ikon som Frank Carter kan transformere sig til at ramme et bredere publikum uden at miste troværdighed, nerve og ja, så er det jo nærmest en glad sang.

Og så til Gallows, der dannedes i 2005 og sås af mange som en genoplivning til punk/hardcore-genren. I hvert fald skulle de efter sigende have været fantastisk energiske live med den rødhårede, tatoverede, spinkle, sprællende Frank Carter i front. Præcis sådan en forsanger, der virkelig kan gøre et rockband oplevelsesværdigt.

Gallows debut Orchestra of Wolves fra 2007 bakkede dette ry op med usædvanligt catchy punkrock-sange spytskreget ud af Frank Carter med en hård og hakkende musikalsk opbakning. I 2009 udsendte Gallows det mere middelmådige album Grey Britain inden Frank Carter forlod bandet. Gallows har nu ny forsanger, men det er svært at forestille sig at det kan blive lige så godt uden Frank Carter. Se herunder singlen: In the Belly of a Shark fra Orchestra of Wolves:


Lån Orchestra of Wolves på NæstvedBibliotekerne