We’re all Frankies.

28. juni 2010 skrevet af: Peter Thygesen

Måske kender du allerede Suicides musik uden at vide det. Engelske M.I.A. har nemlig rå-samplet Suicide-nummeret, Ghost Rider, på sin seneste single, den kontroversielle Born Free. Og egentlig kan det ikke undre, at M.I.A. har kunnet se muligheden i at genbruge denne musik mere eller mindre ubearbejdet. Ghost Rider fra 1977 er nemlig i sin oprindelige form et stykke pågående elektro-punk, lysår forud for sin tid, og for så vidt karakteristisk for Suicides debutplade, Suicide, der i dag har klassikerstatus. Blandt den lange række af musikere der har peget på albummet som en direkte inspirationskilde er så forskellige navne som R.E.M., Henry Rollins, Joy Division, Nick Cave og Radiohead. Duoen blev stilskabende med sin blanding af rytmeboks, billige farfisa-keyboards og Elvis-inspireret vokal, da den dukkede op på 70’ernes New York-scene sammen med Ramones, Blondie, Television og Patti Smith. Og Suicide var fra starten uden for kategori: sangeren Alan Vega kom fra billedkunsten og keyboard-spilleren, Martin Rev, havde nok rodet med elektronik, men var selverklæret ikke-musiker.

Suicide er lyden af levet liv. F.eks. skinner det kraftigt igennem at Vega som helt ung var i Vietnam som soldat. Flere steder er musikken således båret af helikopter-rytmik, som i kærlighedserklæringen Cheree, der er tæt på at drukne i rotorbladenes dunken. Suicide er desillusioneret lidenskab, ingen tro på den store, fælles drøm her – hør bare Che om revolutionshelten Guevara. Til gengæld er der masser af medlidenhed med det enkelte menneske. Som i den lange Frankie Teardrop om fabriksarbejderen, Frankie, der arbejder 10 timer om dagen og alligevel ikke kan få det til at løbe rundt. Og som ender med at tage livet af sig selv og sin lille familie. Alan Vegas we’re all Frankies-skrig henover musikkens fabrikspuls kan stadig få de små hår til at rejse sig på mig. Det er horribelt og smukt på samme tid. Suicide er rumklang, ekko, tremolo, dunkende rytmik og minimalisme fra start til slut. Det er livets hastighed, og det er ALDRIG overgået, selv om det er forsøgt. Intet hjem bør være uden et eksemplar.

Den 27. august genopfører Suicide deres mesterværk fra 1977 på Statens Museum for Kunst. Det bliver stort. Det bliver sikkert også sidste chance for at opleve bandet på dansk grund, så skaf dig en billet og varm op med Suicide indtil da. Disciplen Trentemøller spiller opvarmning.

Da dette jo er en biblioteksblog, kommer her til slut en lille litteratur-quiz:
“Hvilken yngre dansk forfatter påstår i en af sine bøger, at Suicide var det eneste band unge, håbefulde forfattere hørte dengang i 80’erne? Og at han (for det er en han) skrev et Suicide-citat på en toilet-væg på et københavnsk in-sted?”. Send os svaret og vind æren!

Lån Suicide: Suicide via Bibliotek.dk

2 svar til “We’re all Frankies.”

  1. Louise siger:

    Et bud på Suicide-quizzen, hvis den stadig kører, må da være Jan Sonnergaard. Han citerer i hvert fald Suicides Rocket U.S.A. i Om atomkrigens betydning for Vilhelm Funks ungdom…

    Er spændt på, om jeg vinder æren!

  2. Peter Thygesen siger:

    Hurra! Så kom der langt om længe et svar på den lille litteratur-quiz, som Suicide-anbefalingen sluttede af med. Jeg var ellers efterhånden kommet dertil, at spørgsmålet nok alligevel var for svært, men Louise havde styr på den danske litteratur og svarede helt korrekt, at det drejede sig om Jan Sonnergaard. Sonnergaard har åbenbart anvendt Suicide flere gange i sine tekster, jeg havde fundet quiz-eksemplet i hans Radiator. Louise vinder æren og retten til at kalde sig ekspert i Suicide-citater i nyere dansk litteratur. Vi har på blog-redaktionen også fundet en lille ekstrapræmie, som kan afhentes i hovedbibliotekets skranke. Et stort til lykke herfra til Louise, og tak for deltagelsen.

    Venlig hilsen
    Peter Thygesen

Skriv en kommentar