Farvel til Grammofonen

2. september 2008 skrevet af: Allan

Jeg er ked af at skulle sige det, efter at Thomas har prøvet at give kunstigt åndedræt til grammofonen: Men den er død.

Selvom salget af vinyl er steget skal det ses i sammenligning at Avril Lavigne “Girlfriend” blev downloadet 7,3 million gange, lovligt vel at mærke, og at der i 2007 blev downloadet over 1,7 milliarder musiknummere.

Så derfor er vinylsalget kun en dråbe i havet. At man ser pladespillere i tilbudsaviserne er nok mere et forsøg fra supermarkederene på at komme i lommerne på de stakkels sjæle, der er brændt inde med flere hyldemeter kikset hippiemusik. Slagtilbuddene på billige kinesiske pladespillere appelerer til fædre, der ser det som en oplagt mulighed for at få skolet deres internetfikserede afkom med fortidens toner; stakkels børn siger jeg bare.

Grammonfon lever selvfølgelig videre i disse individer, mere som et historisk vingesus fra ungdommen, end en egentlig spiller på det globale musikmarked. Jeg får måske samme nostalgiske trip, når der bliver solgt cd-afspillere om 10 år, og generationen efter mig får det nok på samme måde, når der bliver genudgivet den første Ipod om 20 år.

2 svar til “Farvel til Grammofonen”

  1. Thomas Damholt siger:

    Ja, ja min unge ven - det er da rart at du har lidt selverkendelse :-) Og jeg må jo give dig ret i at grammofonplader og pladespillere er et nichémarked, men et voksende, der ikke forsvinder de første 100 år! De naturlige lydsvingninger lyder simpelthen for skønt.

    Skal vi ikke aftale at mødes om 10 år og se om der stadig sælges cd-afspillere? For mit gæt er jo at der om 10 år stadig sælges pladespillere, mens cd-afspilleren er et snart fjernt og lykkeligt, glemt minde.

  2. mads siger:

    Tja forhåbentlig sælges der ikke længere iPod og andre DAP’s om 10 år som vi kender dem idag - altså noget hardware der kun kan afspille et begrænset omfang af filtyper og samtidig understøtter DRM.

    Med hensyn til vinyler, så var jeg lidt forundret i sommeren 2008, hvor jeg var i Denver. Der havde Virgin en lang række nye udgivelser, og ikke noget kikset hippiemusik, på vinyl og i et ganske stort omfang ;-)

Skriv en kommentar