Forfatterarkiv

Donkeyboy er mere end Ambitions - og dog….

28. april 2010 skrevet af: Thomas Damholt

Billede af det norske band Donkeyboy

I mandags var jeg til showcase i Kødbyen med det norske synth-pop band Donkeyboy. Donkeyboy er kendt for sangen Ambitions, der har været Ugens Uundgåelige på P3, og som uundgåeligt klistrer til din hjerne!

Showcasen var en mini-koncert på ½ time. Stemningen var i starten lidt død - nok pga. en showcases lidt tamme form - men Donkeyboy gav den hele armen i en ungdommelig happy-go-lucky-stil og de to sidste sange - med Ambitions som finalenummer var nærmest magiske.

Jeg har så lyttet til debut-albummet Caught In A Life de sidste par dage og kan helt sikkert anbefale det. Selvom der ikke på albummet er endnu en Ambitions, serverver de unge norske gutter en virkelig solid opdateret omgang 80′er synth-pop med en del falsetsang - sådan en slags blanding af Duran Duran, Soft Cell og Pet Shop Boys.

Musikken minder mig også en del om danske Janes Rejoice - alter ego for den originale sanskriver Søren Nørregård - som udgav tre fine kritikerroste albums i peroden omkring 1990, og det her kan jo så også være en opfordring til at tjekke Janes Rejoice ud, hvis du ikke kender det.

Donkeyboy: Caught In A Life på Netmusik.dk

Janes Rejoice på Netmusik.dk

 

Et perfekt soundtrack til en lang, kold, men smuk vinter

28. januar 2010 skrevet af: Thomas Damholt

Det hører til sjældenhederne at en minimalistisk blues-duo kan løfte et helt album uden at der går tomgang i den. The Black Keys, har - ligesom måske kun The White Stripes - evnet det på fire albums siden 2002. Dette skyldes i høj grad guitarist og sanger Dan Auerbach’s fine, varierede sang og eksplosive guitarspil, og duoens flittige afstikkere i retning af funk, soul og rock, dygtigt inspireret af giganter som Jimi Hendrix og James Brown.

Kunstnere bliver ofte først rigtigt interessante, når de går fra den trygge, gode formular og udfordrer sig selv. Sådan er det med The Black Keys og deres nyeste album fra 2008: Attack & Release. For første gang har de for alvor gjort brug af de tekniske muligheder i et studie og - ikke mindst - hentet en producer ind i det. At de er hooket op med en kapacitet som Danger Mouse, der altid sætter kraftigt aftryk på sine mange samarbejder, er også et tydeligt tegn på ikke at ville træde vande, men derudover også på et fint instinkt. For The Black Keys og Danger Mouse er faktisk et match made in heaven på Attack & Release.

Danger Mouse er en af de producere, der evner at flyde med på kunstnernes indre, måske skjulte talenter, og få dem frem i lyset og samtidig tilføje interessante, ikke-skurrende detaljer til lydbilledet. Den højstemte, melankolske side af The Black Keys træder på Attack & Release tydeligere end før frem, måske mest klart i den afsluttende sang, balladen: Things Ain’t like they used to be, hvor også Dan Auerbach’s næsten Jeff Buckley’ske vokal gnistrer.

Attack & Release byder udover dette også på stærkt varierede elementer, der dog hænger sammen som et hele. Den hypnotisk, syrede tung-rock på I got mine og Strange Times, der kan minde om “ørken-rockerne” i Queens of the Stone Ages opdatering af Led Zeppelin, fletter sig således fint sammen med den førnævnte melankoli. Det hypnotiske, næsten mareridtsagtige, går igen på fx Psycotic Girl og Lies og tilføjer et velkomment, mere farligt anstrøg til The Black Keys’ lydmaleri.

Jeg kan - desværre eller heldigvis - ikke putte et genre-klistermærke på Attack & Release, men jeg kan fortælle at albummet er et perfekt soundtrack til en lang, kold, men smuk vinter som denne. 

Lån eller reservér cd’en: Attack & Release

Lån Attack & Release som netmusik

Hør den nye Mew helt gratis og lovligt

25. august 2009 skrevet af: Thomas Damholt

På Netmusik.dk - bibliotekernes fælles online musik-portal - kommer der hele tiden ny musik. Pt er der mere end 1,5 millioner sange som du, hvis du er bosat i Næstved Kommune og låner ved NæstvedBibliotekerne, helt gratis og lovligt kan downloade.

Fx kan du allerede nu låne det nye, anmelderroste Mew album: No More Stories…, der udkom d. 17. august.

Du kan således finde ud af om du denne gang er til Mews noget komplicerede musikalske univers uden at skulle købe det eller downloade det ulovligt. Hvis du altså ikke er så ekstremt tålmodig, at du kan vente fire måneder på at vi som bibliotek må låne cd’en ud.

Albummet sletter sig selv på din computer eller MP3-afspiller efter 7 dage, så du kommer jo ikke til at eje det, men du kan bare vælge at låne det igen og igen og stille og roligt finde ud af om det er noget du bare må eje. For alle os, der ikke er pengemænd, er det alletiders måde at nøjes med at bruge penge på lige præcis det man er helt vild med.  

Der er også hjælp at hente til dig, der ikke sidder klinet til skærmen og følger tæt med i hvilke nye udgivelser, der sprøjtes ud. På Musikbibliotek.dk er der lister over nye albums på Netmusik.dk.

Fx kan jeg se at der på den nyeste liste: Uge 32 er debutalbummet med engelske Florence The Machine, som jeg har læst om rundt omkring, men ikke hørt endnu. Der er også nye albums med Rise Against og Alexisonfire, som er to punk/emo/hardcore-bands, som jeg hellere lige må tjekke ud…

Se Netmusik.dk-nyhedslisterne

Besøg www.netmusik.dk

Hvad er bibliotekernes 4-måneders karenstid?

1977 - en overset klassiker fra 1995

31. juli 2009 skrevet af: Thomas Damholt

Jeg har intentioner om at sætte lys på nogle rockalbums, som jeg mener fortjener en plads ved siden eller lige under albums som Nevermind, Dookie, Appetite for Destruction og Ten, når historien om den fine periode for rockmusikken i slutningen af 80′erne og til ca. midten af 90′erne skal fortælles.

Jeg lægger hér ud med albummet 1977 af det irske band Ash, som udkom i 1995.

Ash blev i 1994 stærkt hypet i de engelske musiktidsskrifter NME og hedengangne Melody Maker. Jeg kan ikke huske hvordan min kammerat og jeg fik hørt bandet første gang, men mon ikke det var på MTV, der dengang havde hele to udsendelser dedikeret til alternativ musik: Alternative Nation og 120 minutes. I hvert fald så fik min kammerat efter en del søgen købt ep’en Trailer, der bestod af en beskidt blanding af grunge, punk, og tung guitarlir - tilsat en heftig melodisk sans. Whauw!

Men det skulle blive endnu bedre: året efter udkom den mere velpolerede, men ikke desto mindre stadigt guitarsparkende: 1977. Titlen er to af medlemmernes fødeår og et vink med en vognstang om tidsmæssig primær inspirationskilde.

Det blev helt fortjent med sange som Lost in You, Goldfinger og ikke mindst Girl from Mars til en række 1. pladser på den engelske hitliste - ja, den rigtige - ikke en eller anden alternativ. Den store popularitet i England kom nok fra den den talstærke gryende emo-kultur, der med fx det stærk populære og - selvfølgelig - anmelderudskældte band Mega City Four, som idoler var ved at finde sin musik- og tøjstil.

Med melodisk smækre og følsomme ballader, men stadig med smæk på, er det ikke mærkeligt at de mange følsomme og fremmedgjorte emo-kids holdt af Ash, der dog også med den nærmest smukke sanger og sangskriver Tim Wheeler, besad et oplagt idol for teenagerne, der jo var på samme alder som bandet.

Meget hørte man dog ikke til dem i Danmark eller i USA, og det skyldes jo nok at emo-crowden i resten af verden først for alvor er dukket op de sidste 5-10 år. I hvert fald er de trods en række udmærkede udgivelser siden - næsten på niveau med 1977 - forblevet et lettere obskurt band.

1977 er tyggegummipunk i stil med Blink 182, Green Day eller SUM 41 blandet med emo i stil med Panic at the disco, Fall Out Boy og My Chemical Romance tilsat tung guitarlir, så mon ikke du vil elske det!

1977 Collectors Edition med hele 3 albums findes på Bibliotekernes Netmusik lige til at downloade

Med 228 minutters spilletid anbefales det at downloade de første 12 sange, der er remasterede udgaver af 1977. Tag herefter de næste 7 sange fra første cd - det er hele den originale Trailer. Enjoy. 

Selvmordsballade for hele familien…

22. april 2009 skrevet af: Thomas Damholt

At udgive et rockkonceptalbum i 2009, der varer over 1½ time lyder umiddelbart som en vanvittig idé. Det var jo sådan noget man gjorde i 70′erne og selv dengang slap ikke ret mange heldigt afsted med det. Bortset fra Pink Floyd og The Who.

At svenske The Soundtrack of our Lives slipper så heldigt afsted med udgivelsen Communion er således ikke mindre end fantastisk, men ikke overraskende for de desværre alt for få mennesker, der har fulgt bandet siden dets start i 1995 oven på askerne af det enestående garagepunkband Union Carbide Productions.

Det er svært, ja måske næsten umuligt som seriøst rockband i dag ikke at være inspireret af i hvert fald nogle af de engelske bands, der kreerede rockmusikken i 60′erne og 70′erne: The Beatles, The Who, The Kinks, Beach Boys og Rolling Stones, men det er yderst sjældent at noget musikalsk nyt tilføjes de klassiske albums af disse bands.

Communion er 24 velkomponerede, helstøbte rocksange, der udforsker det svære og overfladiske liv i 2009 med underliggende glæde og håb i en musikalsk form, som bruger alt det gode fra rockens guldalder på friske måder. Fremhæves må forsanger Ebbot Lundbergs karismatiske stemme (og fremtoning) og Fredrik Sandstens trommespil, der med nerve i hvert eneste slag minder mig om Keith Moons.

Selvmordsballaden Second Life Replay er ligefrem blevet et hit i bilstereoen hos alle i min familie på 5, der aldersmæssigt ligger mellem 7 og 45, og det siger faktisk ikke så lidt om The Soundtrack of our Lives’ potentiale til at nå ud til masserne!

Lån Communion på Netmusik.dk

Lån Communion på CD

 

Gamle favoritbands i Netmusik.dk

25. februar 2009 skrevet af: Thomas Damholt

Bibliotekernes Netmusik: www.netmusik.dk har i efterhånden et stykke tid indeholdt rigtigt meget nyudgivet musik. Men det har knebet mere med “gamle” udgivelser. Jeg har af og til uden held tjekket om mit yndlingsrockband The Rolling Stones var til at låne gennem Netmusik.dk. Jeg prøvede igen lige før og nu dukkede stort set alle deres gode albums pludselig op.

Derfor har jeg nu lige undersøgt om andre af mine “gamle” yndlingsbands og albums - primært fra 80′erne og 90′erne - også ligger dér. Og det gør det meste faktisk:

The Rolling Stones
My Bloody Valentine
Refused
Guns n’ Roses
Sonic Youth
The Pixies
The Clash
The Jesus and Mary Chain
Gasolin
Sex Pistols
The Hellacopters
Kliché

Der er dog endnu ikke noget Fugazi eller The Beatles. Men - whauw - jeg ville ønske jeg havde ubegrænset antal lån og at jeg kunne beholde musikken….

Årets bedste plader

15. december 2008 skrevet af: Thomas Damholt

Hér på NæstvedBibliotekernes Musikblog vil vi også være med til at kåre årets udgivelser. Jeg lægger ud. De 5 bedste plader fra 2008 er:  

Santogold: Santogold
Dragende og fængende mix af rap, ska, indie, dub og electronica fra M.I.A.’s “søster” fra New York. Super at lave mad til…

 
Peter Sommer: Til Rotterne, Til kragerne…
Væk med “Valby Bakke” og tak for det! Peter Sommer river og rusker som en anden nutidens Eik Skaløe eller Niels Skousen vedkommende i sin lytter.
 
Glasvegas: Glasvegas
The Raveonettes med noget på hjerte… De storladne og sortklædte skotter med Phil Spector-/Jesus and Mary Chain-lyden holder til hypen.


The Kills: Midnight Boom
Garagerockduoen The Kills inviterede DJ-producer Alex Epton i studiet: Deres rock’n'roll groove blev mere sexet og følsomt.

Lack: Saturate every atom
dr.dk’s anmelder skrev: “et monument i dansk undergrunds rock kultur anno 2008″. Et trist men storartet farvel fra tidens bedste danske post-hardcore band.

 

Beta Satan, Slipnkot, Beck, Sam Amidon og Kings of Leon ville med deres nye plader også være med, hvis det havde været en Top 10…

Er du enig?

GAFFA arkiv online

4. december 2008 skrevet af: Thomas Damholt
Sort Sol på Cover af GAFFA marts 1991

Sort Sol på forsiden af GAFFA marts '91

I dag blev GAFFAs gamle blade lige fra den spæde start som Århus blad tilbage i 1983 tilgængelige online på nettet - blandt andet via bibliotekernes fælles musiksite Musikbibliotek.dk. Jeg kommer i den grad til at sidde og bladre online og svømme hen i gamle minder den næste tid. Åh, hvor skal jeg læse anmeldelser af og artikler om Sort Sol, Boghandle, Sonic Youth, Hüsker Dü, The Jesus and Mary Chain, The Sandmen osv.

Sad f.eks. netop og læste om Sandmens karriere set gennem GAFFAs briller - lige fra første artikel - en præsentation af det lovende unge band med titlen: Rock mod normalitetsparanoia fra marts 1988, for i øvrigt på samme opslag som en artikel om den unge Nanna om udgivelsen Fannys hjerte, og videre med Sandmen gennem et mislykket USA eventyr osv. osv. Hvis jeg havde tid ville jeg læse alle numre fra ende til anden…

Tak for julegaven GAFFA, Biblioteksstyrelsen, DVM.nu og Musikbibliotek.dk!

Læs nyhed om GAFFA online på Musikbibliotek.dk

Prøv selv at søge i GAFFA via Musikbibliotek.dk

The Sandmen 1988 udgave. Foto: Jan Jul

The Sandmen 1988 udgave. Foto: Jan Jul

Jango - simpel social radio

11. november 2008 skrevet af: Thomas Damholt
 
 
Jeg er ret begejstret for den sociale radiostation last.fm, hvor man kan få streamet musik, der minder om lige det band/den musiker, man kan li’ i “radiostationer”. Samtidig kan man se hvilke andre brugere, der kan li’ det samme og man kan på den måde inspirere og blive inspireret af hinanden. Man deles også om viden om musikere - det er nok det sted på nettet, jeg har kunnet finde flest oplysninger på meget obskure internationale navne. Man kan se hvem af de andre brugere, der skal til den sammen koncert som en selv osv. osv. osv. Muligheder og tastiness er på last.fm uendeligt…

En ting har jeg dog savnet: Nemt at kunne få spillet flere sange af samme kunstner. For det første er mange af sangene på last.fm kun 30 sekunders smagsprøver. For det andet er der ikke ret mange sange og man ryger med det samme videre til sange med andre kunstnere, der i mere eller, desværre ofte, mindre grad, ligner det man nu har valgt.

Men lige præcis det kan man på www.jango.com, som jeg er begyndt at bruge rigtigt meget. F.eks. er jeg lige nu endog meget begejstret for M.I.A.s etnotechnopop - særligt sangen Paper Planes, der bl.a. sampler The Clash, er nærmest genial, synes jeg. På Jango.com opretter jeg nu bare en M.I.A.-radiostation og kan høre et utal af sange eller, hvis jeg har lyst, f.eks. lade radiostationen spille mig sange af Ladytron eller Santogold, der jo minder en del om M.I.A. Men selvom jeg lader radiostationen køre og pludselig sidder og lytter til Death Cab for Cutie?!… er der på den side, som jeg er inde på en hurtig redning: links til et utal af M.I.A.-sange. Forfriskende simpelt og inspirerende. Jeg kan også lade mig inspirere af andre brugere, der også ka’ li’ og lytter til M.I.A. Jeg kan e-maile sange til venner, købe musikken - bl.a. som ringetone m.m.

Hm, det ville være dejligt at høre posthardcore-bandet: Blood Brothers og måske finde et par andre bands, der ligner og er næsten lige så gode…

Lån M.I.A. via bibliotek.dk

Lån Blood Brothers via bibliotek.dk

3 nye gode på netmusik.dk

16. oktober 2008 skrevet af: Thomas Damholt

  Download Beta Satan: Girls på Netmusik.dk   Download My Morning Jacket: Evil Urges på netmusik.dk   Download Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene på netmusik.dk

Beta Satan: Girls
Skæv, skør og skinger, men fængende ny dansk rock

My Morning Jacket: Evil Urges
Nyt genresprængende album fra kongerne af amerikansk folk-rock

Peter Sommer: Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene
Peter Sommer har sat stikket i guitaren og hvæsset teksterne

PS: Sangen The Librarian fra Evil Urges indeholder bl.a disse smukke linjer: Sweetest little bookworm, hidden underneath is the sexiest librarian - Take off those glasses and let down your hair for me…