Ren kærlighed og galger

26. april 2012 skrevet af: Thomas Damholt

I anledning af at Frank Carter, ex-forsanger i det engelske hardcore band Gallows, just har udsendt førstesinglen for et nyt album med sit nye band, vil jeg da lige gøre opmærksom på netop Gallows.

Men først - nyd herunder videoen til førstesinglen med Frank Carters nye band Pure Love: Bury my Bones. Jeg synes det er en fremragende monumental rocksang af den slags, der ikke er hverken den ene genre eller den anden. Når jeg hører den tænker jeg inspirationskilder som The Clash, Manic Street Preachers, Queen og The Darkness. Jeg synes det er smukt at se hvordan et hardcore-ikon som Frank Carter kan transformere sig til at ramme et bredere publikum uden at miste troværdighed, nerve og ja, så er det jo nærmest en glad sang.

Og så til Gallows, der dannedes i 2005 og sås af mange som en genoplivning til punk/hardcore-genren. I hvert fald skulle de efter sigende have været fantastisk energiske live med den rødhårede, tatoverede, spinkle, sprællende Frank Carter i front. Præcis sådan en forsanger, der virkelig kan gøre et rockband oplevelsesværdigt.

Gallows debut Orchestra of Wolves fra 2007 bakkede dette ry op med usædvanligt catchy punkrock-sange spytskreget ud af Frank Carter med en hård og hakkende musikalsk opbakning. I 2009 udsendte Gallows det mere middelmådige album Grey Britain inden Frank Carter forlod bandet. Gallows har nu ny forsanger, men det er svært at forestille sig at det kan blive lige så godt uden Frank Carter. Se herunder singlen: In the Belly of a Shark fra Orchestra of Wolves:


Lån Orchestra of Wolves på NæstvedBibliotekerne

Wake up the Nation!

22. december 2011 skrevet af: Thomas Damholt

You look just like an Elvis from Hell

22. november 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Vi graver. Ud fra devisen, at det at lytte til musik er en dynamisk proces, der ofte betyder at man bevæger sig baglæns i musikhistorien, præsenterer din yndlingsmusikblog fremover en række oversete eller glemte plader, der godt kunne fortjene et lyt. 


The Gun Club: Fire of Love (1981)

I februar i år kom hyldesten The Jeffrey Lee Pierce Project. We Are Only Riders, hvor en række musikere som Nick Cave, Raveonettes, Debbie ’Blondie’ Harry og Mark Lanegan fortolkede Jeffrey Lee Pierce-sange. Selv døde manden allerede i 1996 efter et kort liv præget af misbrug. Levede Pierce således et ufokuseret liv, er der til gengæld en utrolig klarhed over langt det meste af den produktion som han efterlod sig. De 4 første Gun Club-plader er alle af høj klasse; den første, Fire of Love, er et decideret mesterværk. Den lange liste af disciple indbefatter folk som Pixies, Henry Rollins, 16 Horsepower, R.E.M. og White Stripes, og pladens betydning er i det hele taget ganske betragtelig. Det er sikkert unødvendigt at tilføje, at Gun Club aldrig kom i nærheden af kommerciel succes i deres levetid.

På Fire of Love blander gruppen den cocktail, der skulle blive dens varemærke: rock, country, punk og blues á la Robert Johnson. Sangene, der bærer titler som Ghost on the Highway, Fire Spirit og She’s Like Heroin to Me afvikles for det meste i et afsindigt tempo med trommer, bas, guitar, slide og en Jeffrey Lee, der lyder som om han har den onde i hælene eller måske allerede er blevet indhentet. Teksterne er lige dele besættelse, kærlighed, voodoo, sex og desperation, og det er omtrent så rock’n’roll, som det overhovedet kan blive. Gun Club var tyngde og ren og skær nødvendighed, og Fire of Love er helt uomgængelig. Ingen sjunger blues som Jeffrey Lee Pierce, som svenskeren Joakim Thåström engang formulerede det, og han havde jo ret. Husk det!

Andre anbefalelsesværdige:
The Gun Club: Miami (Animal Records, 1982)
The Gun Club: Las Vegas Story (Animal Records, 1984)
The Jeffrey Lee Pierce Project. We are Only Riders (Glitterhouse, 2010)
Lån cd’erne via bibliotek.dk

Cave & Ellis’ soundtracks

19. september 2011 skrevet af: Peter Thygesen
Nick Cave & Warren Ellis - White Lunar (2009)

Nick Cave & Warren Ellis - White Lunar (2009)

Til tider kan man godt have det sådan med soundtracks-albums, at musikken lyder mærkværdig løsrevet fra sammenhængen, når den pludselig skal fungere alene, uden billedernes magi. Undtagelserne kunne være Morricones lydspor til Leones spaghetti-westerns (A Fistful of Dollars, The Good, the Bad and the Ugly m.fl.) eller Angelo Badalamentis musik til David Lynchs film (Mulholland Drive m.fl.). Her er der ingen problemer med at opstarte det indre billed-flow og se henholdsvis svedige gunslingere i knastørre landskaber eller et moderne film noir-drama for det indre blik.

Sådan har jeg det heldigvis også med den samling soundtracks som Warren Ellis og Nick Cave har lavet sammen til store og små film i snart en lille årrække. Ellis’ og Cave’s filmmusik er samlet på dobbelt-CD’en White Lunar. Jeg må med det samme tilstå, at jeg kun har set den første i rækken af disse film, The Proposition (2005) som Cave også skrev manuskriptet til. Denne film var en slags western henlagt til Australiens ødemark i 1800-tallet, og her passede Ellis’ og Caves tidløse musik perfekt til den brutale handling og billederne af den storslåede, australske natur.

Siden har parret lavet musik til endnu et par storfilm, The Assassination of Jesse James (med Brad Pitt) og The Road (med Viggo Mortensen), hvor man ikke har svært ved at forestille sig, hverken storslåede landskaber eller mørk psykologi, når man hører musikken. Der er noget hjemsøgt og snigende over musikken, der har rod i country, blues og folk, og selv om det er enkelt skruet sammen, kan musikken pludselig åbne sig ganske voldsomt og fortælle om dramaer i episke landskaber.

På anden del af denne dobbelt-CD finder man de kompositioner som Ellis og Cave har produceret til et par dokumentarfilm. Her er musikken mere eksperimenterende selv om udgangspunktet – den tidløse country-folk – er det samme. Filmene, Phnom Penh (om prostitution) og The English Surgeon (om kirurgi og frustrationer i Ukraine!), kalder næppe på samme musikalske schwung som stor-filmene, og man må tro, at Ellis’ og Caves rugende og foruroligende musik understøtter emnerne glimrende.

Ellis’ og Caves musik er drama med tilbageholdt åndedræt, smukt og urovækkende på samme tid. Og derfor en anbefaling værd.

Reservér White Lunar

Earth: The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

29. juni 2011 skrevet af: Peter Thygesen
Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull

Earth dukkede op på Seattle-scenen i slutningen af 80’erne. De var en del af kredsen omkring Nirvana og delte interessen for tung, eksperimenterende metal med især et band som Melvins. Earth udsendte en række plader op igennem 90’erne, der blev milepæle indenfor den såkaldte doom drone-rock, der er karakteristisk ved sine lange numre og repetitive og minimalistiske strukturer. Retningen tæller også et navn som Sun O))). I 1996 måtte den altdominerende frontfigur, Dylan Carlson, imidlertid sætte bandet på pause på ubestemt tid pga. stofmisbrug og andre personlige problemer.

Da bandet udgav Hex; Or Printing in the Infernal Method i 2005 var det med en markant anderledes lyd. Ikke bare var der nu kommet trommer, men også banjo, trombone, orgel og pedal steel-guitar på bandets musik, der nu lød som country & western, som den aldrig har været spillet før: truende, mørk, forvrænget, majestætisk og langsom. Hex var inspireret af både William Blake og myter fra nybygger-tiden, og det kunne høres.

The Bees Made Honey In The Lion’s Skull (2008) forsætter takterne fra Hex og lyder som et møde mellem Ennio Morricone og den mest slæbende, mørke rock-musik i mands minde. Bandet formår med få virkemidler at skabe et fantastisk rum i deres musik, godt hjulpet på vej af en produktion, hvor instrumenterne står så klare, at hvert et anslag kan høres. Glem alt om gimmicks og guitar-blær her. Earth er dyrkelsen af pauserne i musikken, af en lyd der har været, og som sådan voldsomt melankolsk. Det er mørkt, det er super tungt og det er kontrolleret desperation, og ikke mindst er det længselsfuldt. Og på en hver måde løsrevet al tale om genre.

Titlen har man lånt fra Biblen, hvor den overjordisk stærke Samson noterer sig, at en flok bier har bygget bo i kraniet på den løve, som han tidligere har flået fra hinanden med de bare næver. Sådan er Earth også.

Earth - The Bees Made Honey In The Lion’s Skull er desværre ikke tilgængelig gennem danske biblioteker eller via BibZoom. Hør flere numre fra udgivelsen på bandets MySpace-profil.

Travelling the Interzone

5. april 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Der er mange sagkyndige, der betragter William S. Burroughs som den vigtigste forfatter i det 20. århundrede. Det mærkelige med Burroughs er, at selv om de færreste har læst ham, er han alligevel grundigt inkorporeret i vores bevidsthed. For udover at han i sine bøger afrapporterede tilbage fra helvede om magt, paranoia, afhængighed og kontrol, gjorde han sig også til fortaler for en tyveknægte-strategi, der så stort på forhold som ophavsret, kopiering, originalitet, etc. Stjæl alt hvad du ser, sagde Burroughs, mens han betragtede den samlede litteratur (+ tegneserier, avistekster, lydoptagelser, etc.) som et kæmpe tagselvbord, der kunne genbruges og indskrives i egne værker, indtil ingen kunne sige, hvad der var hvad.

Den teknik som Burroughs opfandt til formålet, kaldte han cut-up, og denne nedsmeltning af genrer foregik lige så gerne på båndoptagere som på skrift. Faktisk en forløber for den elektroniske revolution, som vi i dag kalder for sampling, og som vi betragter som noget helt naturligt. Nogle af dem, der senere stjal fra Burroughs, var selvfølgelig hip hopperne, og derfor må Burroughs’ samarbejde med de opfindsomme drenge i The Disposable Heroes siges at være helt logisk. Historien tilhører dem som kan bruge den, og Disposable Heroes tager øjeblikket i besiddelse ved at hugge stumper fra musikhistorien og sætte den sammen på ny i en syret, funky, og gadesmart collage. Musik for en ny beat-generation, kunne man kalde det. Burroughs reciterer henover dette boblende jazz-beat med en stemme så drævende som en aldrende cowboy i en toneleje så fladt, som den prærie Burroughs oprindelig stammede fra. Teksterne er en slags greatest hits fra mandens litterære bagkatalog, fra det groteske til det sorte. Det meste af tiden med tungen i kinden og vildt humoristisk: Dr. Benway Operates om den hårdkogte kirurg, der opererer v.h.a. rustne sardindåser, hvis han da ikke lige fjerner svulster med tænderne, Junky’s Christmas om narkoverdenens barmhjertige samaritaner, og ikke mindst gode råd til ungdommen i Words of Advice for Young People. Language is a virus from outer space, siger Burroughs. Lad det glade budskab sprede sig!

Lån Spare Ass Annie and Other Tales via bibliotek.dk

Bøflerne brøler i den bog jeg læser

9. marts 2011 skrevet af: Peter Thygesen
Drifting to a happy place (2010)

Drifting to a happy place (2010)

I sommer var jeg som sædvanlig med familien i vores gamle hjemby, Aalborg. Byen var ramt af den store sejlskibsfestival, Tall Ship Race, og der var glade dage, godt vejr, mange mennesker og gratis koncerter med bands som Figurines, Oh No Ono, Analogik og talrige andre. En smuk aften var One-Eyed Mule på plakaten og skulle spille en friluftskoncert på havnen. Jeg vidste ikke helt præcist hvor, men bevægede mig i retning af lyden, hvoraf jeg kun kunne høre trommer og bas. ”Utrolig masse mennesker, som det ganske lille orkester kan trække”, nåede jeg lige at tænke, før jeg kunne skimte Sebastian (ja, den Sebastian!) og band oppe på en scene. Nå, hurtigt videre og rundt om hjørnet. Og dér – som forventet – One-Eyed Mule på en blokvogn foran de sædvanlige 100 publikummer. Bandet udstrålede, ligesom deres plader, en sjov blanding af afslappet ro og stram indædthed og skabte faktisk et perfekt soundtrack til det flotte scenarie med den nedgående sol bag de gamle skibes høje master. Efter koncerten var det tid til en lille snak med forsanger, Rasmus Dall, der også var mand for et bagagerumssalg af Drifting to a Happy Place. Og så var det bare hjemad på bælgmørke, men heldigvis ædruelige, grusstier med vinylskiven på cyklens bagagebærer.

Kvartetten One-Eyed Mule forsøger på Drifting to a Happy Place at udfordre den americana-genre, som de efterhånden må have følt som et snærende bånd. Det gør de paradoksalt nok med genretypiske instrumenter som guitar, gulvbas, banjo, sav og pumpeorgel. Og hvis revolutionen udebliver, må man dog sige at One-Eyed Mule formår at strække genren en anelse ved at også at bruge inspirationen fra Velvet Underground, blues, kraut-rock og rock’n’roll. Tidligere har 16 Horsepower/Woven Hand-indflydelsen været til at høre – den er man kommet ud over her. Måske er det indspilningsforholdene – en hytte langt inde i et snedækket Sverige – der har gjort sit. For generelt må man sige, at albummet er en mere afdæmpet affære end den voldsomt gode forgænger, From The Beats To The Bible.

Kan pladen i starten virke en smule skuffende, vokser den dog ved gentagne lyt. Til sidst har man en ven, der ikke trænger sig på, men som kender sin besøgstid. Skulle man nævne et par favoritter, kunne det være den tyste September Sigh, tusmørke-sangen Lullaby For Louie og den svagt jazzede og twangede Nico’s Arabesque om Marilyn, Madonna og Nico. Drifting to a Happy Place er et lille mirakel af sangskrivning og fine stemninger, og en påmindelse om at de gode ting nogle gange tager tid.

Lån Drifting to a Happy Place på NæstvedBibliotekerne

Andre anbefalelsesværdige udgivelser med gruppen:
From the Beats to the Bible (2008) – Bestil på Bibliotek.dk
Hobo in the Land of Love (2006) – Bestil på Bibliotek.dk

…synger fantastisk, danser fremragende…

23. februar 2011 skrevet af: Thomas Damholt

Lån som cd

Lån som download på bibzoom.dk

NY! NY! NY!

9. februar 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Neu! (1972)

Neu! (1972)

En gang i mellem hører man om bands, hvis medlemmer er hinandens bedste venner, og hvor den indbyrdes harmoni bliver en styrke i musikken. Sådan forholdt det absolut sig ikke i den tyske duo, Neu!, der blev et af flagskibene på den nyskabende del af den tyske scene i 70’erne.

De to medlemmer Klaus Dinger og Michael Rother kunne dårligt være i stue sammen, og de tre, nu klassiske, plader blev til under mildt sagt kaotiske omstændigheder, hvor intet var forberedt på forhånd. Og den sidste, Neu! 75, blev endda kun indspillet fordi man var forpligtet af en pladekontrakt. Da var bandet i realiteten allerede opløst.

Ikke desto mindre er alle tre plader store kunstneriske succeser med deres særegne blanding af stram motorik (bandets term for dets motor-rytmik), reallyde og mere flydende strukturer. De to musikeres interesser trak i hver sin retning, og paradoksalt nok kan man sige, at de kompromisløse plader, der kom ud af anstrengelserne, er ét langt kompromis i sig selv. Især Neu! 75 fremstår som en plade, der er opsplittet mellem det smukke – nærmest ambient-agtige i nummeret Seeland , der kan minde om Brian Eno – og det ligefremme og aggressive i en sang som Hero.

Pladerne blev banebrydende, ikke bare indenfor den niche, som fik betegnelsen kraut-rock, men også i et bredere perspektiv. Var det ikke for Neu! havde David Bowies Berliner-trilogi (Low, Heroes og Lodger) næppe lydt som den gjorde, og Neu!s proto-punk fandt også stor genklang hos eksempelvis en Johnny Rotten (Sex Pistols og senere Public Image Ltd.), der skamløst genbrugte de ting, tyskerne havde fundet. Og hurra! for det!! Også hos navne som Joy Division, Radiohead og Stereolab kan Neu!s forståelse for melodiforløb og rytmik genfindes. Pladerne står i dag så friske som dengang, helt uberørte af tidens tand.

Quentin Tarantino anvendte i parentes bemærket gruppens komposition Super 16 (fra Neu! 2) i Kill Bill uden at Neu! af den grund blev verdenskendte.

Vil man læse mere om Neu! eller kraut-rock i det hele taget kan bogen Krautrocksampler af Julian Cope (Head Heritage, 1996) anbefales. Bestil den her på Bibliotek.dk

Hør Neu!, Neu! 2 og Neu! 75 på BibZoom.

 

 

 

 

Gamle mænd med pedalen i bund!

21. januar 2011 skrevet af: Peter Thygesen

Grinderman - Grinderman 2 (2010)

Grinderman 2 (2010)

Da den første plade under Grinderman-flaget landede i 2007, var der mange der kunne se paralleller til både Iggy & the Stooges og Nick Caves første gruppe, The Birthday Party. Grinderman var nu ikke helt så langt ude på kanten som de grupper, men vildt og voldsomt var det.

Nu foreligger så gruppens opfølger, meget opfindsomt kaldet Grinderman 2. Og også denne gang med dyremotiv på coveret – dog ikke en gentagelse af etterens masturberende abe – men i stedet en ulv med blottede tænder lige midt i en moderigtig stues pænhed. Et velvalgt billede for så vidt, fordi Grinderman er lidt af et nakkebørsterejst rovdyr blandt musikscenens efterhånden alt for udbredte drøvtyggende konformitet. Gruppens noble mål er at have præcist det udtryk, man har lyst til uden smålig skelen til den kommercielle side af sagen. Det må man sige lykkes. Og egentlig er denne toer nok mere ekstrem end både Grinderman 1 og det, som Nick Cave laver i Bad Seeds-regi for tiden.

Der tages generelt flere chancer her. Til tider tungt støjende som et psykedelisk garageband på besøg i voodoo-land, andre gange decideret smukt, som i den yderst minimalistiske What I Know. Helt sublimt bliver det i numrene Palace of Montezuma og Worm Tamer, der besøger et musikalsk terræn, hvor hverken Grinderman eller Nick Cave & the Bad Seeds har været før. Worm Tamer er med Caves egne ord simpelthen et af de mest ekstraordinære numre, han nogensinde har været involveret i. Ikke så lidt for en mand, der vel efterhånden må have skrevet og indspillet flere hundrede sange.

De lyttere, der forventer klassisk Nick Cave-sangskrivning á la The Boatman’s Call behøver ikke at abonnere denne gang. Vi andre kan glæde os over en tour de force ind i hjertets søle, hvor sindssyge og kærlighed er to uadskillelige størrelse. Hvor der er ligeså meget kraut-rock, som der er blues, og hvor de sort-humoristiske tekster står i kø for at komme frem. Stedet hvor forvrænger-pedalen aldrig hviler sig, og mænd på 50+ nægter at overgive sig. Fanden heller!

Hent og hør Grinderman 2 på BibZoom

Reservér Grinderman 2 på NæstvedBibliotekerne